At samle mine veninder over et måltid mad er blevet et værre menageri. For hvem kender ikke en besværlig vegetar, som ikke vil røre et stykke kød med en ildtang? Jeg gør.
Passionerede kræsenpinde
Faktisk kender jeg en vegetar ualmindelig godt. Jeg er nemlig selv hende den irriterende, som ringer et par dage før et selskab og udspørger værten om aftenenens menu. Jeg er endda slem nok til at komme med påmindelser om ikke at hælde fedtet fra kødet i sovsen. For nej, ikke tale om, hvis jeg skal spise det!
Men jeg er ikke det eneste irriterende eksemplar i flokken. Ud af syv veninder, spiser én hverken kød eller fisk, en anden spiser efter stenalderkostprincipper, altså kød og grøntsager, jeg selv er pesco-vegetar, så jeg spiser fisk, en fjerde undgår sukker og de resterende tre spiser, hvad der bliver serveret (så længe det varer).
Værtinden står altså med den opgave, ikke blot at kokkerere et måltid til syv personer, men også at tilgodese modstridende ønsker. Vores måltid er med andre ord blevet atomiseret; vi sidder samlet om ét måltid mad, men kigger man enkeltvis på vores tallerkener er det næsten ikke til at se.
Derfor kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvad det betyder for vores måde at samles om et måltid på?
Når fælleskabet gror i diskussionen
I selskab med mine veninder betyder det diskussioner. Mange af slagsen. Først og fremmest, fordi folk bliver arrige og irriterede, når man debuterer som vegetar eller hvis man takker nej til slikket i slikskålen. “Hvad skal man nu det for?” og “betyder det så, at vi hele tiden skal tage hensyn til, at du ikke spiser kød?”. Så kører debatten ellers til ud på de sene nattetimer og hvad der startede som en diskussion om mad, viser sig at handle om alt muligt andet, end hvad vi hver især putter i munden.
Eller som en veninde udtrykte det: ”Grunden til at jeg bliver irriteret er nok, fordi jeg ikke selv har viljen til at blive vegetar”. Da jeg kom hjem, tænkte jeg længe over sætningen. Jeg havde aldrig overvejet, at mit personlige fravalg af kød kunne give andre følelsen af mindreværd. Det var ihvertfald ikke min mening.
Men diskussionen er god. For ud af den, gror et fællesskab som rækker langt udover det at øse fra samme ske. I stedet bæres vores fælleskab af tolerance, åbenhed og forståelse.
Så når min søster ringer og spørger: “De burgere i aften, du laver dem da med grove burgerboller ikk’?”, så mærker jeg vreden pulsere op fra maven og jeg har lyst til at råbe “JO SELVFØLGELIG LAVER JEG BOLLERNE GROVE?!”#!!%”, men jeg bider det i mig og svarer: “jo selvfølgelig”. For tolerancen skal gå begge veje.
Vegetarisk madklub under opbygning. // Foto: Cecilie Buch Golczyk
Fra Un-Real-Life til In-Real-Life
Når man ikke orker alle spørgsmålene og diskussionerne kan man ty til internettets bekvemmeligheder. Her dyrkes madfællesskaber i høj stil på tværs af landegrænser, kultur og alder, og det ses ofte, at mennesker forvandler deres virtuelle forbindelser til venskabelige forhold ved at mødes in real life.
Fællesskaberne på internettet er båret af vidensdeling og hjælpsomhed, som det eksempelvis ses på The Vegan Society.
Hjælp til selvhjælp
Udbuddet af alternative fællesskaber her i Aarhus er stadig ret småt, men Trøjborg beboerhus og dets vegetariske folkekøkken, samt Aarhus Økologiske Fødevarefællesskab har bestemt lagt kimen til at udforske, hvad de nye fællesskaber er for nogle størrelser, og hvad de kan tilbyde.
Hvis du ikke synes, at de to grupper tiltaler dig, så lyder opfordringen herfra: grib din computer og invitér nogle venner, som bare ELSKER sushi, til sammenskudsgilde. Bed dem hver om at tage en af deres sushi-elskende venner med. Vupti, du har nu slået to fluer med et smæk: lækker sushi og nye bekendtskaber. Kan det blive meget bedre?
Jeg selv pusler med en vegetar madklub, som snart har debut. Så slipper jeg også for at ringe til aftenens vært i forvejen.
