Chess&Chai: Skak og te med blik for samvær og ro på

Chess&Chai: Skak og te med blik for samvær og ro på

Skak og te er to størrelser kendt og elsket over hele verden. Folkene bag initiativet Chess&Chai kombinerer dem i Aarhus og skaber arrangementer, hvor folk kan komme hinanden ved og være sammen om at spille, tænke og nyde en pause.

 

Personligt har jeg faktisk aldrig været meget af en skakspiller, hverken af evner eller af lyst. Det er svært, langsomt og vist nok også kun noget for dem, der virkelig går op i det. Egentlig har jeg heller aldrig rigtig været den store te-drikker. Jeg brænder mig altid på den første slurk og synes sjældent, det smager af alverden. Alligevel er Chess&Chai (der kombinerer netop skak og te) for tiden et af mine yndlingsevents i Aarhus, og så har det på god gammeldags manér vist mig, at jeg tog fejl – både i forhold til skakken og teen!

I interviewets anledning er jeg inviteret indenfor hos Kuldip, der er med til at arrangere Chess&Chai – selvfølgelig er der både skak og te på bordet. // Alle fotos: Farah Bahgat

 

En skakgaffel med god stemning og ro på

Halvdelen af min glæde ved initiativet kan selvfølgelig skyldes, at det er nogle af mine gode venner, som står bag. Det er dog utvivlsomt også, fordi at jeg med Chess&Chai både finder nye glæder og genkender flere værdier, jeg selv sætter stor pris på. Det hele handler om mennesker, samvær, ro på og god stemning, og det er lige i min boldgade. For at høre mere om tankerne bag satte jeg mine venner til en snak om skak og te. Denne gang med mig som skribent og dem som projektarrangører.

I interviewets anledning sidder jeg med Kuldip, Christoffer og Shub. Hvis det stod til gruppen selv, havde de andre seks medarrangører – Eva, Louise, Andreas, Sarah og Yusuf – dog også været til stede. Det er vigtigt for holdet, at ingen af dem har præcis det rette svar på, hvad Chess&Chai er. Hver især har de deres eget forhold til konceptet, og på samme måde er det en prioritet, at gæsterne også altid selv bestemmer, hvad de gerne vil bruge det til. Alle er de dog enige om, at det handler om at være til stede, nyde sine medmenneskers selskab og sammen skabe en god stemning.

Fra venstre: Kuldip, Christoffer og Shub – tre af de ni arrangører bag Chess&Chai.

 

En åben klub for alle typer spil

Det første Chess&Chai-arrangement i Aarhus blev afholdt ved Folkestedet sidste år i maj måned. En beliggenhed gruppen valgte, fordi de ønskede at ramme en bred målgruppe og gøre sig let tilgængelige for hele Aarhus. Siden er det blevet til tre arrangementer mere; ét til den store sydhavnsfestival Rethink Activism, ét i Godsbanens A-hus til kulturarrangementet “Damascene Days” og ét i Instant City i Gellerup. Hver gang er det de besøgende, det handler om. Det er vigtig for gruppen, at skakken netop bliver noget, man samles om og ikke bare noget, man dyrker alene.

Christoffer: ”I en skakklub spiller du for at blive bedre, for at dygtiggøre dig. Du lærer teori omkring skak. Så på den måde kommer man ikke dem, man spiller med, så meget ved – der er det skakken, der er i fokus. Men skak er ikke bare skak, det kan have mange oplevelser og formål.”

Til Chess&Chai er det selvfølgelig tilladt at fordybe sig i timelange spil, men det er vigtigt, at der også er plads til det hurtige spil – til det afslappende sæt og til spillet, der halvvejs igennem udvikler sig til en god snak om noget helt andet. Det er derfor, der også serveres te og kage. Fordi skakken ikke er målet i sig selv men blot en del af rammerne, der skal understøtte det sociale samvær.

For Christoffer er Chess&Chai en mulighed for at nyde skak og te i en afslappende kombination. Spillet handler her for ham ligeså meget om at komme sin banemand ved, som at vinde.

 

Skak for alle og på lige fod

Der herskes i gruppen ingen tvivl om, at skak er det helt rigtige at mødes over. Når målet er at give besøgende en oplevelse af ro og nærvær, har spillet nogle helt særlige egenskaber. Egenskaber, der på mange måder kan siges at være en mangelvare i vores hverdag.

Kuldip: “Det er fedt at kunne bidrage til en bykultur, hvor folk kan mødes, og at det ikke behøver være over alkohol. Og så er det fedt, at det rum, vi skaber, er så roligt. Det er noget, jeg synes, der er behov for i den verden, vi lever i lige nu.”

Shub uddyber ved at forklare, hvordan et spil skak ikke forudsætter, at to personer kender hinanden. De behøver ikke engang kunne tale samme sprog. Derudover er det fuldstædig ligemeget, om man har samme alder, samme interesser eller samme status. Han mindes, hvordan der til det første arrangement mødte en juniormester i skak op. Når en ung fyr med lethed kan banke en granvoksen mand, udviskes vores sociale kategorier for en stund, og distancen, der følger med dem, forsvinder. Her mener drengene, at skakken kan gøre noget helt særligt for vores måde at være sammen på.

Gruppen har printet billederne fra de forrige arrangementer ud og kan med stor begejstring fortælle flere gode historier om nye venner, skarpe skakhjerne og stor te-glæde.

 

Te brygget på stedet

Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig teen. På samme måde som skakken er den et redskab til at skabe sociale rammer, hvor mennesker kommer hinanden ved. Som Kuldip beskriver, så er det med teen lidt som med kaffen og smøgen, vi kender herhjemme. Den understøtter samværet, og med den er det pludselig ok, at der er stille, og at vi bare er sammen. Som Shub uddyber, så handler det dog om mere end det.

Shub: “Man kan jo sige, at det kunne være let også at servere kaffe, for det er noget, alle kender, men vi insisterer på, at vi laver kun chai, fordi det, synes vi, er fedt, det, synes vi, er spændende. Og så er der det med, at vi kan dele det og fortælle det til nogen, og at nogen får kendskab til noget nyt.”

For specielt Shub og Kuldip, der har rødder i Indien, er den hjemmebryggede chai vigtig at dele med interesserede, og for hele gruppen handler det grundlæggende om at understøtte en nysgerrighed på hinanden og det, man ikke kender. Christoffer mindes hans første arrangement, hvor han bare kom som deltager. Her spillede han et spil skak med en engelsk pige, han aldrig før havde mødt. Nu, et halvt år efter, han de stadig kontakt.

Christoffer: “Det er meget takket være den stemning, der bliver skabt med hele konceptet, at man har en åbenhed for at snakke med andre. Det handler om, at hele konceptet og stemningen gør, at de her relationer bliver mulige.”

Skakken og teen danner både rammer om spil mellem gamle venner og gør nye bekendtskaber nemmere. Shub og Christoffer kendte ikke hinanden, før Christoffer kom til arrangementet i september.

 

Kom bare forbi

Chess&Chai afholdes, fordi holdet bag sætter pris på den personlige relation, og fordi de ved, hvad et godt spil skak og en varm kop te kan gøre for andre mennesker. De vil altid gerne tage en snak om skakken eller fortælle mere om teen, og så vil de bare gerne give folk en mulighed for en pause i godt selskab og med noget hyggeligt og udfordrende at mødes over. At chai-teen sandsynligvis er den bedste, du finder i hele Aarhus, gør selvfølgelig heller ikke noget (og tag det fra en der ellers ikke drikker te!).

Chess&Chai finder sted igen søndag d. 25/2 på Cafe Mellemfolk, Vestergade 69. Dørene er åbne fra kl. 12.00 til 15.00, og hvis man skulle have glemt, hvordan man flytter springere, bønder og tårne rundt, så vil der indledningsvis være en lille introduktion.

Find det kommende arrangement her – det er ganske gratis.

Skriv en kommentar