Charlies kaffe, Lines kop

Ja, det lyder da meget fint med bæredygtighed og den gode kaffeoplevelse, som kommer oveni, men jeg synes efterhånden, det er ved at være en floskel.

 

Vil man ikke altid give sine kunder en god oplevelse? Og er bæredygtighed og kaffe ikke ved at være business as usual?

”Jo, det vil man da. Og ja, med den her forretningsmodel er jeg og de, der køber kaffe hos mig, med til at give noget tilbage til kaffefarmerne”  fortæller Line, som er indehaver af stedet.

Okay, godt ord igen, men jeg har hørt det før!

 

Hvad kan den her kaffebar, som de andre store kaffekæder med tilsvarende Corporate Social Responsibility-projekter ikke kan? Hvilke visioner og historier ligger bag den her kaffebar? Hvad gemmer sig bag navnet DET’KAFFE?

Alt dette satte jeg mig for at undersøge nærmere, så bevæbnet med pen og kamera troppede jeg op på DET’KAFFE en torsdag formiddag.

De mange forskellige bæredygtige kaffevarianter hos DET’KAFFE er baseret på et værdigt samarbejde mellem kaffefarmere i Uganda og stifteren af Farm Mountain, Lars Bendix.

Lars Bendix er grundlægger af Farm Mountain og bindeled mellem farmerne og salget af produkterne hos Kaffe-Line, som hun kaldes blandt leverandører og stamkunder.

Line fortæller, at Lars selv rejser til Uganda flere gange årligt for at sikre sig, at der er ordnede forhold for farmerne. Ordnede forhold for farmerne betyder her, at de ikke arbejder sig selv ned og har de rette redskaber til at holde trit med kvaliteten. Farmerne er på den måde selv en del af forretningen, og de ”ordnede forhold” er derfor alfa omega og det altoverskyggende fundament for at kunne producere den gode kaffe.

I kaffe-business måler man kaffebønnens kvalitet efter det såkaldte ”Coffee Parchment”, som er et slags indeks, der definerer en bønnes kvalitet alt efter, hvor mange defekter, den har, og hvor stor bønnen er.

Kaffe-connaisseur (kaffe-kendere) ved, at man også opdeler bønnerne efter det franske ord ”Cru”, hvor 1. Cru er af højeste kvalitet og 4. Cru af laveste. Det betyder dog ikke, at en bønne af 4. Cru er udrikkelig, det betyder bare, at den er lidt mere robust i smagen. Det ville på en måde svare til at spise et syrligt og lidt umodent æble. Det er der jo nogen, som godt kan lide, hvorimod andre heller vil have et sødt, rødt æble. På samme måde skal klassificeringen af kaffe forstås.

Under mit besøg i den lille, træklædte kaffebar blev jeg budt på en smagsprøve af 1., 2. og 3. Cru. Der kunne tydeligt smages forskel. Der er ingen tvivl om, at hver enkel Cru har sine helt egen smagskvalitet, og skal opleves og smages for sig. 2. Cru ved navn Peaberry, er eksempelvis eminent som espresso eller til at lave en lækker café latte. Cru nummer tre, Purple Flamingo, er derimod en smule mere skarp i smagen. Jeg tænkte straks, at den ville være god at starte dagen med, hvis man ikke er så god til at komme ud af fjerene om morgenen. (Læs: Et dagligt tilbagevendende problem for undertegnede).

Den helt store smagsoplevelse var dog 1. Cru, Black Gold, og kaffens svar på champagne.

Smagen af Black Gold er intet mindre end himmelsk – Ingen krads, ren balsam for ganen med dens runde og intense smag. Jeg kunne som Dale Cooper udtrykker det i Twin Peaks, beskrive denne kaffe meget enkelt og præcist: ”This is a damn fine cup of coffee!”. Tilsætning af mælk, sukker eller sødemidler er overflødigt. Den her perle, skal nydes ren!

Den gode smag og aroma er dog ikke det eneste, der tiltrækker min opmærksomhed. Black Gold dyrkes af farmeren, Charles, som er en ældre herre og meget dygtig, ifølge Line. På forsiden af Black Gold emballagen afbilledes han ligesom alle de andre farmere, men alligevel skiller han sig ud. Modsat de andre farmere smiler han ikke. Charles ser mystisk ud, han er ældre end de andre farmere, og i min fantasi ligner han en heksedoktor med voodoo-evner. Måske er det derfor hans kaffe er så meget bedre end de andre farmeres. Jeg kan næsten smage voodoen… Men det er nok bare mig, som har fået lidt for meget koffein, inden for et for kort tidsrum.

Den sidste tår kaffe, jeg bliver budt på, er kaffebarens mest solgte to-go café latte, Lakridslatten, stærkt efterfulgt af Tøse-Latten, som Line har døbt den. Fælles for begge Café Latte-drikke er, at de er lavet på rene og naturlige råvarer. Det vil sige uden sukker og sødemidler. Line tilføjer, at netop dette også ligger i navnet DET’KAFFE. Det er bare kaffe, som er baseret på rene råvarer, skaffet hjem med tanke på kvalitet og ansvarlig handel. Alt i alt er DET’KAFFE en hyggelig lille biks, og efter at have spenderet en times tid i Lines selskab, er jeg blevet klogere på kaffe og fået snakket lidt om løst og fast.

Det er måske i virkeligheden dét, som denne kaffebar, eller rettere sagt som Line, kan: Snakke om løst og fast over en kop kaffe i en travl hverdag. Jeg synes nemlig ikke, den ellers adskiller sig så meget fra andre gode kaffebarer i Aarhus. Line er sød, snakkesalig og utrolig serviceminded. Og hun mestrer lakridslatten til perfektion. Så stop forbi DET’KAFFE, hvis du er til den personlige og uhøjtidelige betjening, og træt af at hente din to-go kaffe hos de store konceptkæder, hvor kaffe laves i express-fart.