Alle fotos: Tue Rasmussen // Pedellen Peter fortæller og forklarer
Sidste fredag bød Culture Works velkommen ved deres første Drunk Creatives event i Ceres Parken. VINK var med på rundvisning i CeresByens gamle underjordiske lokaler, der hvor øllet i sin tid flød.
Sol og øl
En flok mennesker står samlet uden for et af CeresByens lokaler og venter på at turen skal gå i gang. Solen skinner, folk er i godt humør, og mange har lige været inde og få tanket et glas øl til at gå på. Der er både unge og ældre mennesker, men luften er dog helt tyk af hipster i form af stramme, sorte, opsmøgede bukser, et dandy inspireret overskæg og et par ironiske Ray-Bans i glade farver.
Vi starter turen i bryghuset; en stor glasbygning, som blev opført i 2007 og var den sidste tilføjelse til bryggeriet, inden det drejede hanerne om i 2008. Vi går i samlet trop. Folk sludrer og tilfører liv til de lange, hvide, forladte gange. Der ligger flere steder bunker af ting og sager, som engang var med til at udgøre et helt og funktionelt bryggeri. Pedellen Peter fører an og gør holdt i det første rum, hvor han fortæller os, at man ikke brygger øl i et bryghus, men urt. Og det går op for mig, hvor lidt jeg ved om ølbrygning.
Isdrengene
Man får fornemmelsen af, at Peter kan rigtigt mange gode historier om stedet. Svømmehallen, som en af de store bygninger blev kaldt af arbejderne, husede alt bryggeriets is. Her arbejdede drengene på at få hugget store isblokke i mindre stykker, så det kunne bruges i nedkølingsprocessen. Isen blev hentet lokalt fra Brabrand søen. Drengene startede sommetider i en alder af syv år, og når de blev store nok, svømmede de videre i processen og kom til at arbejde i andre dele af bryggeriet. Et par har endda formået at fejre deres 60 års jubilæum hos Ceres, men så nåede de heller ikke så meget mere efter det, indskyder vores guide lidt tørt.
Peter selv, som i øvrigt er klædt som en rigtig pedel i sort t-shirt og sorte arbejdsbukser, var ansat ved bryggeriet i 29 år. Han startede i bryghuset og endte ved tapningen, og har siden lukningen fungeret som pedel på stedet. Han er en meget jysk og meget venlig mand med et drenget glimt i de blå øjne, og fungerer som en god balance til den overvældende atmosfære af hipster i rummet.
Flade tanke og fulde mænd
Ved et af de sidste rum vi kommer til nede under jorden, bliver vi allesammen fornøjeligt overraskede over at finde ud af, at det i sin tid var med i arbejdernes overenskomst, at de måtte drikke seks øl pr. dag. I rummet vi står ved, plejede der at ligge tre tanke med øl. Når tankene skulle tømmes, så øllet kunne komme videre og tættere på danskernes læber, var det vigtigt at huske en ting, som Peter kalder ‘bagluk’ (en mekanisme, der gør at tankene ikke falder sammen, når de er tomme). Efter sigende var dette ikke altid så let, når man var godt bedugget, hvilket resulterede i, at en rødøret og rødnæset arbejder af og til måtte bekende kulør og melde ud, at nu blev de altså nødt til at puste en af aluminiumstankene op igen. Tynde tanke er der ingen brug for på et ølbryggeri.
Vi ender turen, i hvad der engang var tapperiet. Nu er her tomt, bortset fra et par fodboldarenaer og Peter fortæller, at Fodboldfabrikken har overtaget fustage-tapperiet. Ceres bryggeriet lever dog videre i andre dele af verden, som Sri Lanka, Uganda, Mozambique og sågar Sverige, hvor det gamle udstyr stadig står og brygger. Og Peter tilføjer med et blink, at det vist “stadig smager udemærket”.
