Byvandring under Århundredets Festival: ‘Da åen blev genfundet’

Byvandring under Århundredets Festival: ‘Da åen blev genfundet’

I dag forbinder du måske åen, der løber gennem Aarhus’ bymidte, med synet af dinglende festben og fuldesang eller summende varmelamper langs caféerne. Men hvis du vandrer ned langs de sidste mange århundreders byhistorie, viser det sig faktisk, at åen på alverdens måder har spillet en væsentlig rolle i byens udvikling. På en byvandring langs Åboulevarden indviede historiker og historiefortæller, Doron Haahr, en flok nysgerrige tilhørere i en skæv vinkel på historien om Aarhus.

Jeg står nogle minutter under Globen Flakkets halvtag i ly for regnen, før jeg får øje på en klynge mennesker under paraplyer på den anden side af åen. De står samlet omkring en mand med praktisk tøj, hue og handsker på. Det er Doron Haahr. En historieuddannet og – vil det vise sig – passioneret historiefortæller. Jeg kryber ud af mit ly og tilslutter mig gruppen. Kort efter går vandringen i gang.

Doron har nemlig specialiseret sig i at fortælle byhistorie i et vandrings-format, så man bevæger sig gennem de omgivelser, det hele drejer sig om. Fortællingen, denne eftermiddag, skred således frem, imens vi gik langs åen – som fulgte vi en tidslinje. Fra istidens formning af landskabet, som han indledte fortællingen med, til vikingebyen, Aros, videre over middelalderbyen, den præmoderne by og til urbaniseringen og moderniseringens indtog.

Vandets kulturhistorie

Man kan sige, at Doron indviede os i en slags vandets kulturhistorie. Det viser sig nemlig, at åen – på tværs af århundrederne – altid har spillet en vigtig, ja faktisk afgørende rolle, i byens tilstand og udvikling. Den har haft et væld af funktioner, som har haft direkte indflydelse på byboernes liv og helbred. Jeg vil her i artiklen fremhæve særligt 3 funktioner eller tilstande, som for mig var en øjenåbner: åens funktion som, på én gang, vaskemaskine og røvhul (ja undskyld mit franske) i 17-1800-tallet, dens forsvinding og genkomst i 1900-tallet, og dens funktion som klimatilpasning i vores nutid og fremtid.

Åen som byens vaskemaskine (og røvhul)

Da vi når til Blegdammen, gør vi et stop. Vejen blev anlagt mellem Grønnegade og Møllegade i 1913. Men før da lå her en ’blegeplads’, fortæller Doron, hvor pigerne fra de borgerlige hjem slæbte dynger af vasketøj ned for at (forsøge at) rengøre det i åen og efterfølgende blege pletter væk i solen på pladsen. Hvis altså solen viste sit ansigt. Åen havde i flere århundreder på dén måde fungeret som ”vaskemaskine” – som Doron på finurlig vis formulerer det – og fungerede fortsat sådan langt op i 1800-tallet.

Problemerne begyndte først for alvor at ”presse sig på” i takt med at byen i 17-1800-tallet voksede drastisk og efterhånden, mere eller mindre, forvandlede åen til en åben kloak. I takt med urbaniseringen, voksede arbejderkvartererne frem og blev bl.a. til Trøjborg og Øgadekvarteret. Samlet set løb der altså møg fra omkring 20.000 mennesker – og fra byens mylder af heste, grise, kør og får – ad små afløb ned i den store å, der, som man kan forestille sig, blev tiltagende grumset, boblende og ildelugtende.

Åens forsvinding og genkomst

Den ”skidende å”, som man kaldte den, blev efterhånden et så stort sundhedsmæssigt problem, at byboerne i slut-1800-tallet begyndte at råbe op og anmode om at få den overdækket. Men først i 1930’erne, hvor man søgte løsninger på tidens store arbejdsløshed, blev der rykket på idéen. Med tillukningen af åen slog man altså to fluer med ét smæk – og tilmed i en tid, hvor bilismen voksede frem og krævede plads: åen blev til Åboulevarden.

Først i 1980’erne så man igen muligheder i åen: nemlig at den kunne fungere som stemnings- og identitetsgiver til boulevarden og dens liv. Som rigtigt nok viste sig at blive tilfældet. I 50 år har den altså ligget gemt – som en livsnerve fuld af fortællinger om byens liv gennem tiden, begravet under jordoverfladen. Doron behandler næsten åen som et fund fra en arkæologisk udgravning, som giver os adgang til historien. En historie om vasketøj, knofedt og ubærlig stank. En nærkontakt med åen – på godt og ondt.

Åen som klimatilpasning

Men selvom du og jeg ikke er i fysisk berøring med åens vand i dagligdagen, har den også i vores tid en direkte indvirkning på livet i byen. Den fungerer nemlig i dag som klimatilpasning. Ved etableringen af et sluseanlæg ved åens udmunding har kommunen udvidet åens funktion til at minimere risikoen for oversvømmelser i de kommende tider, hvor vejret vil arte stadig mere ekstremt.

Så udover at bidrage med stedsånd til midtbyen og gøre Åboulevarden til en levende gade, spiller den også – helt umærkeligt for os byboere – en afgørende rolle for sikringen af byens beboelighed. Nu og i fremtiden.

Den skæve vinkel på historien

Doron Haahr har med åen som omdrejningspunkt for sin byvandring valgt en skæv vinkel på historien, der gav os tilhørere nye og uventede perspektiver på byen, vi troede, vi kendte så godt. Ethvert vejnavn, enhver plads, bygning og å har en historie, som, mere eller mindre direkte, sætter sit præg på vores liv, veje og vildveje gennem byen i dag.

Er man interesseret i at få nogle af byens mange historier bragt til live gennem vandring og fortælling, kan man tjekke Dorons hjemmeside ud. Han arrangerer nemlig også byvandringer i eget regi – som skoleklasser, foreninger, familier eller venner kan komme med på ved at tage kontakt. Og så er det ellers bare på med det praktiske tøj og ud i bymiljøet med nysgerrige briller på.

 

 

Skriv en kommentar