Badminton i det blå

Badminton i det blå

Midt i Bispehavens betongrå monotoni ligger en blå badmintonhal. Ja, jeg beklager. Du skal altså bevæge dig helt udenfor 8000 Aarhus C. Nærmere bestemt til det skrækindjagende 8210. ”Pheeww”, bøh, pas på! Hvad var det … et bang? Bare rolig min ven – det er bare lyden af min ny-opstrengede badmintonketchers møde med en fuldstændig frisk fjerbold.

Bispehavens Badminton Club ligger gemt derude et sted. Først skal du krydse ringgaden, og så stejlt op ad Viborgvej. Sikke en tur. Det går op, lidt ligeud, og så op igen. Forbi de farveløse blokke og det massive vejarbejde ned ad Hasle Centervej. Nu er du der. Næsten. Inden du entrerer hallen, skal du nemlig først finde indgangen. Dette er ikke nødvendigvis nogen særlig nem opgave. Et lille ydmygt skilt over døren proklamerer, at jeg og min ven, Dres, endnu engang har fundet frem. Skjult under en af Bispehavens grå blokke nede i en kælder ligger de blå baner.

Indgangen ligger undseeligt placeret. Du skal vide, hvad du leder efter. // Alle fotos: Ester Quante

Gammel badmintonsved i blågrønne nuancer

”Bip” – min nøglechip giver mig adgang. Hvad venter mig mon på den anden side af den tunge ståldør? Et sportsligt skattekammer, et ketcher-eventyr eller måske en idrætslig tvekamp. Det første, der rammer mig, er hallens turkisblå toner, som står i stærk kontrast til det farveløse eksteriør. Jeg træder ind på toppen af den store vindeltrappe. Der er ca. 10 meter fra gulv til loft. Vindeltrappen leder mig ned til de tre baner.

Æstetikken, vil nogle mene, er dybt forældet. Væggene, gulvet, ja også loftet står i nuancer af turkis- og azurblå. Grundlagt efter lukningen af en hundetræningskælder i starten af 80’erne står hallen som et værk fra en svunden tid. Sveden af fire årtiers foreningsliv hænger i omklædningsrummet og giver stedet en særlig autenticitet. Jeg minder mig om min provinsopvækst og det stærke foreningsliv, som samfund derude lever for. Som et levn fra tidligere visioners tanke om demokratisk foreningsliv og civile byrum, eksisterer denne badmintonklub altså.

Et levn: Forgange ambitioner i blå rammer

Samme vision har hersket mange steder. Der var vist for mange år siden en tennisbane i Gellerup. Måske forblev det bare aldrig realiserede planer. Der lige på ydersiden af ring 2 bygger de også. Der synes at være flere ”helhedsplaner” i gang. Hvilken helhed der præcis er tale om, har jeg svært ved at se. For et par år siden boede jeg i Gellerup. Min underbo opdrættede eksotiske fugle i et stort kælderrum over for vores. Han var rasende, da de begyndte at rive de grå blokke på Bentesvej ned. ”Min familie har boet der i 30 år”. Jeg tror heller ikke, han fandt helheden i de planer.

”Nej, for satan – kom nu!”, råbes der frustreret nede fra bane 1. Drop’et, saven og smash’en forfines. Fire mænd midt/sidst i 20’erne kæmper i en intens double. De er tydeligvis skrappere til badminton end jeg og min kammerat. Det er fint nok, der er plads til alle. Min vision er simpel. Jeg vil for en gangs skyld gerne tæve Dres.

Tre gutter giver den gas på bane 1. // Alle fotos: Ester Quante

En oase i beton

Det er altid en rimeligt broget flok, vi møder derude: ældre mænd, udvekslingsstuderende og yngre, mere spændstige folk. Der en sådan set en vis diversitet repræsenteret, men jeg kan ikke lade være med at tænke: ”Hvor er de lokale bispehavere?” Jeg tænker ekstremt fordomsfuld, dog er jeg ganske overbevist om en delvis sandhed i mine fordomme. Størstedelen af medlemmerne ligner mig og er umiddelbart ikke tosprogede. ”Pas nu på.” Det er fordommene, som snakker igen. Gad vide, hvor mange af medlemmerne selv bor i blokkene. Er klubben et parallelsamfund? En blå oase midt i al den beton.

”Pheew!” – åha nu igen. Dres banker mig altid. Han er mig fysisk overlegen. Fysiologisk bedre proportioneret med sine lange lemmer og cirka 15 centimeters højdefordel, når han fjerbolden i en bedre vinkel. Min noget lavere og mere bastante og gulvtunge facon giver mig et lavere tyngdepunkt og fart, og jeg har endnu ikke vundet et eneste set – slet ikke en hel kamp. 21-15 må jeg tage til takke med i første sæt. Sveden pibler fra min næstetip, ned over læberne og hagen. ”Dryp” – mikroskopiske saltvandsbassiner dannes på det azurblå gulv under mig. Jeg slår ham heller ikke i dag, men pusten har han da tabt på den anden side af nettet.

Sidste duel i intenst badmintonopgør. // Alle fotos: Ester Quante

Blåt og gråt i kontrast

Et parallelsamfund i et andet – hvad giver det mon? Jeg trøster mig ved tanken om, at folk som mig selv i det mindste tager derud. Den almindelige, pæne, læser-på-AU-agtige, Northside-elskende, 25-årige, socialt bevidste studerende i nye omgivelser. På den ene side giver det mig en vældig mulighed for at bryste mig af min interesse og venstreorienterede optimisme på vegne af de grå områder. Alt imens jeg plejer mine ømme muskler trygt inden for ringgaden. På den anden side så trækker området reelt i mig. For det er altså en herlig hal. Jeg vil ikke fornægte potentialet udenfor 8000. Det er ikke så gråt i gråt. Der er nuancer og lidt kontrast derude. Blåt i gråt.

 

 

 

Skriv en kommentar