PORTRÆT: Skaberne bag det Aarhus-baserede AGURK designer farverigt tøj inspireret af 80’er streetwear og er samtidig frontløbere for bæredygtig mode.

 

Vibbe Nygaard og Camilla Kuus fra AGURK // Foto: Caroline Borring
Vibbe Nygaard og Camilla Kuus fra AGURK // Foto: Caroline Borring

 

Tidligere på ugen mødtes jeg med Vibbe Nygaard og Camilla Kuus, som står bag AGURK.

 

AGURK er et Aarhus-baseret tøjmærke, som tog det første spadestik i 2013. Det er farverigt, ungt og sprudlende med masser af mønstre og spændende former. Bag det er et stort fokus på bæredygtighed. Jeg mødte pigerne hjemme hos Camilla, hvor vi tog en snak om AGURK og hele konceptet bag.

 

Hvor har I mødt hinanden, og hvordan startede ideen til AGURK?

Vibbe: Vi har mødt hinanden igennem vores uddannelse på TEKO. Vi kom i samme klasse på 1. semester og gik sammen i to år. Så kom vi begge ind på en overbygning i Aarhus, og så havde vi snakket om, at vi gerne ville være selvstændige. Vi blev hurtigt enige om, at vi skulle bruge de sidste halvandet år på at lave projekter og bygge noget op sammen. Så det startede med små møder, hvor vi brainstormede, og så gik vi ellers i gang i december 2013.

 

Camilla: Vi har brugt lang tid på at lave projekter sammen og opbygge et univers omkring det, og det havde vi mulighed for at gøre under uddannelsen, hvor vi kunne prøve en masse ting af.

 

Hvad er I så blevet enige om, at AGURKs stil skal være, og hvad har inspireret jer, af eksempelvis andre designere?

Vibbe: Det er mere det, at vi begge to er ”farve”-mennesker og kan lide mønstre og det lidt skæve og sjove design. Det var lynhurtigt den verden, vi skulle ind i.

 

Camilla: Så var det, at vi kiggede meget på 80’er streetwear. Vi kiggede på alle de forskellige snit og hele sporty-stilen, som er sporty. Den har også været en trend, men det er noget, som vi godt kan lide.

 

AGURK designer tøj med farver, mønstre og referencer til 80'erne i AW15-kollektionen // Foto: agurkstudio.com
AGURK designer tøj med farver, mønstre og referencer til 80’erne i AW15-kollektionen // Foto: agurkstudio.com

 

Hvem går i AGURK?

Camilla: Den urbane kvinde, hende som tør at skille sig lidt ud fra mængden – især her i starten hvor der ikke er så mange, som kender os. Det er hende, der både tør og godt kan lide hele det her farverige univers. Og så har hun nok også noget kant.

 

Vibbe: Vi prøver at åbne op for hele designprocessen og tankegangen bag udviklingen. Vi har en blog, og vi er meget åbne omkring de billeder, vi poster – så jeg tror også, det er en person, som godt kan lide kunst og inspireres af historien bag ting. Vi tror, at hun er en storbypige, som godt kan lide, at der sker lidt nyt.

 

AGURK er jo relativt nyt, hvordan har I oplevet at komme ind i branchen, og er det svært at bryde igennem?

Camilla: Ja, vi oplever, at det er svært her i starten. Især fordi man er afhængig af de butikker, som man skal have med på ideen, da man ikke har sin egen butik. Det er samtidig svært at komme ind til dem, for de skal jo overbevises. Det er også tit nogle små butikker, så man kæmper om pladsen med de andre store brands.

 

Der flyttes på ting. Vibbe (til venstre) er klædt i AGURK fra top til tå // Foto: Caroline Borring
Der flyttes på ting. Vibbe (til venstre) er klædt i AGURK fra top til tå // Foto: Caroline Borring

 

I har været med til modeugen i København. Hvordan var det, og gav det jer et ”kick” at være med?

Vibbe: Jeg tror ikke, det gav det kick, vi regnede med. Vi var også lidt uheldige med placeringen. Men det var fedt, og vi fik nogle gode kontakter. Men det var ikke, fordi vi stod lige der, hvor alt ræset var.

 

Camilla: Det gav jo kontakter, og det, vi også har fået ud af det, er, at folk ser en seriøsitet omkring AGURK, når vi deltager i modeugen. Når vi siger, at ”vi var der”, så tænker folk, at vi mener det.

 

Vibbe: Så ringer de jo måske fra andre byer såsom Paris eller London og inviterer én, så det åbner døre.

 

Camilla: Men vi er også så nye, så vi skal også finde ud af, hvorvidt messer er noget for os. Og det finder vi jo kun ud af ved at prøve det, så nu skal vi lige prøve det igen. Men hvis vi sidder med en flad følelse, så kan det jo godt være, vi skal prøve noget andet.

 

Vibbe: Vi prøver også at være lidt alternative i de løsninger, vi vælger, dels fordi vores investeringer skal være nøje udrettede, og dels fordi det kunne være meget sjovt at se, hvad man ellers kan gøre i stedet for at gøre som alle andre.

 

I har også fokus på bæredygtighed, hvad er grunden til det?

Camilla: Det er en værdi, som vi har, og det er en værdi, som vi også gerne vil have i AGURK. Man skal tænke på miljøet, og man skal ikke bare lukke øjnene og få lavet noget i Kina. Man glemmer, hvor meget forurening det giver, så vi føler et ansvar i og med, at vi er en produktionsvirksomhed.  Vi tænker også, at der kommer til at være meget mere fokus bæredygtighed i fremtiden.

 

Vibbe: Vi var til et foredrag sidste år i forbindelse med en messe, som satte fokus på bæredygtighed i modebranchen. Vi fik at vide, at modebranchen er den tredje største forurenende industri, og som tallene ser ud, kan man ikke blive ved at producere på den måde, som man gør nu. Mange store tøjproducenter er også begyndt at tænke på det. Det var det, som gjorde, at vi blev klar over, hvor seriøst det er. Og så synes vi, det giver tøjet værdi, hvis det er bæredygtigt, og det håber vi også, kunderne synes.

 

Camilla: Vi har tænkt meget over, hvordan vi skulle få den her bæredygtighed ind i AGURK, og vi har så valgt at bruge økologisk bomuld. Vi får også digitalprintet vores tøj, som giver mindst forurening, og vi bruger ”minimal waste cutting”, så der er så lidt spild som muligt. Det er noget, som vi har gjort ved nogle af vores styles.

 

Hvad spår I for fremtiden, hvad har I af drømme og forventninger for AGURK?

Vibbe: Vi vil rigtig gerne finde nogle salgsagenter i udlandet inden for nærmeste fremtid. Vi kan nogenlunde komme rundt i Danmark, men vi møder en barriere, når vi prøver i udlandet, for de har en helt anden måde at sælge på. Men fordi det er et skævt mærke, så er det velegnet til udlandet. Vi vil fokusere på, hvad vi er gode til, så vi holder en retning og er målrettede.

 

Camilla: Og så har vi bare konstateret, at vi bliver nødt til at komme ud over Danmarks landegrænser, fordi der er ikke nok butikker i Danmark til at lave den form for virksomhed, vi ønsker. Vi har dog butikker i Aarhus og København, og så er vi lige kommet til Odense og Silkeborg. Vi vil gerne være i de store byer i Danmark, da alle de byer har den slags butikker, vi passer til. Men det kræver, at vi er et større brand, før folk også tør gå i det de steder.

 

Vibbe: Selvom det har noget kant og er noget sjovt, så håber og tror vi, at der er flere piger end i Aarhus og København, som tør gå med AGURK – så må vi jo bare bane vejen for dem.

 

Sæt fra AW15-kollektionen // Foto: agurkstudio.com
Sæt fra AW15-kollektionen // Foto: agurkstudio.com

 

Vibbe og Camilla er to inspirerende kvinder med mange ideer, iværksætterdrømme og kreativitet gemt i sig. AGURK forhandles i WU15 i Aarhus eller fra deres webshop. Tjek også deres facebook og Instagram for opdateringer.