“I was lost with a broken heart. You picked me up, now I’m set apart.” Det lyder som stroferne til en kærlighedssang. Og det er det egentlig også. En kærlighedssang til Gud. VINK er taget til gudstjeneste i kirken Hillsong, der adskiller sig meget fra Aarhus Domkirke.
Blåt og lilla lys løber henover ti tomme stolerækker. De mennesker, der skulle have siddet på dem, har rejst sig og står nu helt oppe foran scenen med armene hejst i vejret. De tre forsangere kniber øjnene sammen og knuger luften med knyttede næver, mens de synger. Synger til deres Gud.
“Hold my heart. Now and forever.”
Aarhus manglede Hillsong
Hillsong startede i Australien i 1988 og kom til Danmark for seks år siden. Indtil for halvandet år siden fandtes kirken kun i København, og et par aarhusianske Hillsong-tilhængere tog hver søndag turen over storebælt for at synge med på de guddommelige popsange.
Derfor blev Hillsong Aarhus oprettet, og frikirken har nu eksisteret i Aarhus i halvandet år. Omkring 60 mennesker mødes hver søndag til gudstjenesterne, der oftest afholdes på Train. I dag er de dog rykket til Atlas, og selvom flokken ikke engang fylder halvdelen af salen, er energien fra de dansende kroppe ikke til undgå.
Flokken hopper i takt til musikken, og deres munde bevæger sig sammen med forsangernes. Næsten alle kan sangene, der kun er en måned gamle. De enkelte, der ikke har lyttet til Hillsong Uniteds nyeste album, bliver hjulpet af storskærmen, der fungerer som en karaokeskærm.
Som til en rockkoncert
Musikken fylder meget i Hillsong og i kirkegængernes liv. Maria Zorba og hendes datter Aimee er begge vokset op i frikirkemiljøet, og da Hillsong blomstrede op i Aarhus begyndte de at komme der. Aimee er lige blevet kureret for kræft og i den svære tid, har kvinderne søgt støtte i musikken.
”At lytte til sangene har hjulpet. De har bragt rigtig meget håb og trøst. Det har hjulpet mig allermest,” fortæller 23-årige Aimee.
Maria og Aimee er i dag blandt det hyldende publikum med hænderne i vejret.
”Det er meget levende. Nogle danser, og vi løfter hænderne, og det er et udtryk for ens længsel efter Gud,” siger Maria.
”Du bliver jo også begejstret, når du ser en rockkoncert. Man rækker ud og wuhu!”
Fællessangen fader ud sammen med poptonerne fra guitaren og keyboardet. Det er tid til dagens prædiken. For der er mere til Hillsong end musikken mener Maria.
He is risen!
Pastoren går på scenen til lyden af jubel, klapsalver og trommeslag. Han lægger munden til mikrofonen og begynder på søndagens prædiken. Brudstykker af Paulus’ breve smækkes op på storskærmen, og en dramatisk fortælling om Jesus genopstandelse strømmer ud af højtalerne.
”He´s not here!” siger pastoren med stor iver, ”he is risen!”
Historiens klimaks er nået. Jubel og klapsalver bryder ud i salen, og publikummet gentager med en gjalden: ”He is risen!”
”Det er for højt, poppet og vildt for nogle, og de kan ikke lide, at det foregår på engelsk,” fortæller Maria om den uformelle form på Hillsongs gudstjenester, men for mange er det også grunden til at komme. Ungdommen dominerer salen, og det skyldes delvist de fængende pophits og det underholdende format.
”Folk må gerne nyde at komme i kirke. Det må gerne være sjovt,” siger Anders Iversen, der er frivillig i Hillsong. Hans kone Miriam giver ham ret.
”Ja, vi lever i 2019, ikke i år 0, da Jesus blev født.”
