SPOT Festival 2017. Sammenkoblingen af blonde og bondage: Blondage er elektronisk sødme, når det er bedst, og lørdagens koncert på SPOT Festival tryllebandt mig med dens vilde beats og smukke vokaler.

 

Lørdag aften havde for mit vedkommende været længe ventet. Fredag bød ellers på fremragende koncerter med blandt andre PALA, Communions, First Hate og THANKS, men jeg havde virkelig glædet mig til at høre Blondage.

Scandinavian Congress Center var godt fyldt med forventningsfulde SPOTianere, men blev kun mere proppet i løbet af koncerten. Blåt og pink lys blandede sig på smukkeste vis. Nøjagtig som de to musikere på scenen Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen. Med tung bas, sprød kvindestemme og istemmende herrevokal, formåede duoen at give SPOT-gæsterne en drømmekoncert.

 

// Alle fotos: Katrine Nør

 

Blondage skiftede navn fra det populære Rangleklods for et års tid siden. Rangleklods var fra projektets start i 2011 et en-mandsprojekt med Esben Nørskov i spidsen, men siden er Pernille Smith kommet til, og de to har udgivet to albums under duoens gamle navn. Navneskiftet indikerer, at de vil holde deres kreative energi igang, og at de i højere grad også tiltaler et internationalt publikum.

Iklædt en top i noget, der ligner edderkoppespind og med karseklippet hår, tilsat et tykt pandehår, bevægede Pernille Smith sig rundt på scenen med cool attitude og nærmest dansede ordene ud. Rå skønhed. Esbens legesyge tilgang til produktionen kom virkelig til udtryk.

Både hittet “Dive” og den nye single “Stoned” er hårdtslående elektroniske popnumre, der i liveperformancen levede op til deres høje kvalitet i producerede udgaver.

“You made a quiet boy pray […] If love is a drug, if love is a drug I’m hooked. If love is a drug give me some more,” synger Esben med klingende vokal. Det sidste nummer “Pray” fremstod en anelse mere rocket i live-udgaven, men det gav nummeret kant. Omkvædet er virkelig vanedannende, og for SPOTianerne resulterede lyden i dans og adskillige indlevede hovednik.

 

 

Pernille og Esben er et vanvittigt godt makkerpar. Deres stemmer smelter sammen til magiske lyde, og alle numre er ekstremt godt produceret. Koncerten kunne virkelig noget, og duoens numre kommer til at stå højt på min liste over sommerhits. If Blondage is a drug, I’m hooked.

 

//Katrine Nør Andersen

 

https://www.youtube.com/watch?v=S8M2wlkDS68

https://www.youtube.com/watch?v=v34EIED9fr0