Coverbillede, VINK
Som temperaturen falder, mørket lægger sig, og december vælter over os i al hast, er vi endnu engang klar, med en række forslag til hvad lige præcist du skal bruge din weekend på. I denne uge er der masser af fede arrangementer på programmet – både til julenisserne, og de som bare gerne vil ud, og opleve Aarhus i ly for vinterkulden.

TORSDAG

STED: Antikmuseet ▰ KL.: 17.00-19.00 ▰ MØNT: Gratis

Denne torsdag åbner Antikmuseets nyeste udstilling “Romerske Forbindelser” med en fernisering kl. 17-19.00. I udstillingen kan man dykke med i det romerske vejnet, som forbandt mennesker på kryds og tværs i århundreder i det store rige. Med digitale metoder har man kunne rekonstruere dele af vejnettet, så man nu kan opleve hvordan vejnettet har været med til at sikre handelen i Romerriget over enorme afstande. 

Så hvis man føler sig i det lidt antik-nørdede hjørne, er det værd at slå et smut forbi antikmuseet denne torsdag!

STED: Cerescaféen ▰ KL.: 19.00-21.30 ▰ MØNT: 30-50 kr. 

Hvis man føler sig lidt mere kreativ, så afholder Klub Krea “Garn & Glögg” i Cerescaféen på torsdag. Arrangementet er både for nybegyndere og mere garvede strikkere og hæklere. Her kan man vælge mellem to slags strikke/hæklepakker, der inkluderer et kreakit og selvfølgelig et varmt glas gløgg til prisen af henholdsvist 30 eller 50 kr. Så hvis man mangler lidt ekstra varmt til garderoben, så husk at tilmeld dig via deres instagram.

FREDAG

STED: ARoS Kunstmuseum ▰ KL.: 17.00-21.00 ▰ MØNT: Gratis

Det er endnu engang tid til at ARoS Kunstmuseum åbner en ny udstilling, og det betyder gratis adgang til museet for en aften – og måske endda et glas fernisvin! I denne omgang er det udstillingen “The Cosmos Within”, som præsenterer en række af internationale kunstnere, der alle arbejder i krydsfeltet mellem kunst, magi, og healing. Igennem kunsten leder de os ind i alternative og sanselige verdener, hvor vores forhold til naturen, kroppen, og det åndelige er i fokus. Aftenen byder på både performance, tarotkort, og kosmisk musik. Så tag en ven under armen, og lad jer rive med på en kunstnerisk åndelig rejse!

STED: Institut for (X), Godsbanen ▰ KL.: 21.00 ▰ MØNT: 100 kr.

Denne fredag afholder FEUM en større jubilæumsfest for at fejre deres ottende år på den Aarhusianske scene for elektronisk musikarrangementer. Denne gang har de booket parisiske DJ Deep, danske Manmade Deejay, og dansk-polske Modest B2B Turing. 

Udover musik, vil man også kunne opleve luftakrobaten Daydream, og en vævet installation af Lacing.Lab. Man kan købe billetten i døren, så tag dit vildeste outfit på og gør klar til fed musik, god stemning, og masser af dans. 

LØRDAG

STED: Beboerneshus Livøsmøgen ▰ KL.: 11.00-16.00 ▰ MØNT: Gratis (250 kr. for en bod)

Julehyggen har for alvor taget fat i os, og på lørdag kan du starte juletiden ud med julemarked i Øgaderne. Hvis du svinger forbi Beboerneshus Livøsmøgen, vil du sikkert kunne finde noget nyt julepynt, eller måske endda en unika julegave. Hvis du selv vil give dig i kast som bodindehaver, så koster en bod 250 kr. for både lørdag og søndag. Man kan skrive til Beboerneshus Livøsmøgen via mail beboerneshus@gmail.com, hvis det skulle være noget for en. Ellers kan man hurtigt smutte forbi markedet og få et sundt skud julestemning. 

STED: ÅBEN Aarhus ▰ KL.: 14.00 ▰ MØNT: 100 kr.

De kreative aktiviteter ender ikke med torsdagens program, for hos ÅBEN afholder de nemlig croquis. Her vil du kunne nyde en lækker specialøl, mens du hygger dig med blyanten i hånden. Her vil instruktøren og modellen tage jer i hånden for en times tid, med både lette og sjove tegneopgaver. For at deltage skal man tilmelde sig via eventlinket, det koster 100 kr. inklusive materialer. 

SØNDAG

STED: Øst for Paradis  ▰ KL.: 10.00-13.00 ▰ MØNT: 40 kr. 

Søndag er det 1. advent, og derfor står dagens program også i julehyggens tegn. Hvis man mangler ideer til adventsaktiviter, kan man slå et smut forbi Øst for Paradis. Fra kl. 11 viser de børnefilm i salene, for både store og små, mens man fra 10 til 13.00 kan tage del i deres klippe-klistre-værksted i foyeren. Det koster 40 kr. at være med, og dét er inklusiv film og klippe-klistre-materialer. Så hvis man gerne vil have lidt julepynt hængende, lavet af gamle filmplakater, og andet godt fra filmlageret, så er Øst for Paradis stedet for dig!

STED: UngK ▰ KL.: 13.00-16.00 ▰ MØNT: Gratis

Hvis adventshyggen bare ikke skal ende, så har UngK også i dagens anledning disket op med en vaskeægte julehyggedag. Her kan du hygge med et glas dampende gløgg og nogle lune æbleskiver, mens du felter julehjerter og folder musetrapper for ingen penge. Der vil være masser af julemusik i højtalerne, så tag en god ven under armen, og lad adventshyggen bundfælde sig. 

Coverbillede // VINKAarhus