Efter en regnvåd efterårsuge er det endelig weekend-tid! Til trods for kulde og blæsevejr byder weekenden i Aarhus på et hav af lune events, musikoplevelser, kunstfilm og spændende udstillinger. Vil du være godt klædt på til weekendens efterårshygge, så læs med!
TORSDAG
STEMMER I STUEN: EN AFTEN OM SLÆGT
Sted: Stemmer i stuen. Kl.: 19.30. Mønt: 50 kr.
Er du er vild med litteraturarrangementer i hyggelige, uformelle og intime rammer, hvor nærhed mellem forfatter og publikum er i højsædet? Så skynd dig at få fat i en billet til En aften om slægt. Her kan du komme til en lærerig samtale-aften om slægt i ny dansk litteratur, hvor forfatterne Iben Mondrup og Camilla Hjørnholm Olsen vil læse op af deres værker og svare på spørgsmål fra publikum. Samtalen bliver modereret af Daniel Boysen, og prisen inkluderer kaffe eller the. Skriv til kontakt@stemmeristuen.dk og få reserveret din billet og oplyst adressen for eventet.
DØR NR. 13 + SUPPORT: GIRLCRUSH
Sted: Atlas. Kl.: 20.00. Mønt: 140 kr
Svinger du forbi Atlas på torsdag, kan du spice din aften op med fællessang, dans, moshpits og hudløse sangtekster, når det upcoming danske post-punkede band Dør Nr. 13 går på scenen. Som opvarmning kan du slå dig løs til queerfeministiske Girlcrush, som med deres ærlige, poppede og catchy punktekster gør op med forældede kønsforestillinger.
FREDAG
GAFFAS MUZIKQUIZ X SWAY
Sted: Sway. Kl.: 22.00. Mønt: Gratis
Gaffas Musikquiz er tilbage, og har du en musiknørd i maven, så kan du glæde dig til en sjov, hyggelig og intens quizaften, hvor GAFFAs egne Nanna Jenner Jensen og Ole Rosenstand Svidt vil være quizmasters. Der er lækre præmier på højkant og kolde øl bag baren, så tag en ven under armen og kom på Sway med dine bedste gæt i ærmet.
FERNISERING PÅ UDSTILLINGEN ET OG LANDET
Sted: Splab. Kl.: 17.00. Mønt: Gratis
Kunstnerne Frederik Christian Heidemann, Lina Brogaard Ottosen, Fritjof Krabbe Nørretranders, Selina Rom Andersen, Gustav Hooge Poulsen og Sally Messell-Dalgaard står bag udstillingen Et og landet, som på fredag har fernisering på Splab. Er du i dit kunstkritiske hjørne, så kan med fordel slå et smut forbi udstillingen, hvor du med sikkerhed vil finde et eller andet interessant.
LØRDAG
TEGNEKLUBBEN #16
Sted: Aarhus billed- og Medieskole. Kl.: 13.00. Mønt: Gratis
Det er altid hyggeligere at sidde indendørs, når det er efterårskoldt og vådt udenfor. Hos Tegneklubben kan du bruge din lørdag eftermiddag i hyggelige, lune og uformelle rammer, hvor du øvet eller ej kan mødes med andre tegneinteresserede og fordybe dig i tegningens univers på på Aarhus Billed- og Medieskole. Husk at medbringe dit eget tegnegrej.
Bogreception for Gry Stokkendahl Dalgas på LYNfabrikken
Sted: LYNfabrikken. Kl.: 14.00. Mønt: Gratis
Vil du udvide din litterære horisont, kan du få et indblik i den Aarhus-baserede forfatters Gry Stokkendahl Dalgas digtsamling “Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej”, som udkommer på forlaget OVBIDAT fredag d. 22 november. Gry holder reception for sit værk på LYNfabrikken, hvor du kan få fingrene i værket, der består af optegnelser, digte og breve, og høre digteren læse op, mens du nyder caféens varme og kolde drikke.
SØNDAG
Premiere: “Veninde, hustru, mor” – 2 kortfilm om kvinderoller
Sted: Kvindemuseet. Kl.: 14.00. Mønt: Almindelig entré til museet – 65 kr. voksne // 50 kr. studerende
På Kvindemuseet kan du opleve premieren på det nye filmværk “Veninde, hustru, mor”, som består af to kortfilm af multikunstneren Tam Vibberstoft og forfatteren Adda Lykkeboe. De har i samarbejde skabt et ærligt, rørende og sensuelt værk om kvindelige kærlighedrelationer. Der vil til premieren bydes på et glas, og der vil være mulighed for at stille kunstnerne spørgsmål.
Lydrum #4 – Concert for a Space and Time
Sted: Scandinavian Center. Kl.: 15.00. Mønt: Gratis
Søndag eftermiddag kan du opleve en anderledes julekoncert skabt specifikt til passagen i The Scandinavian Center. Her vil Århus Sinfonietta give en koncert med deres projekt LYDRUM, som udfordrer den traditionelle koncertsal og inviterer publikum til en sanselig og dyb lytteoplevelse, der skubber til de vante koncertrammer for kvalitet, resonans og akustik.