På kirkegården gror der masser af tomater

På kirkegården gror der masser af tomater

Kirkegården byder på strukturerede stisystemer og hengemte afkroge. Stedet præsenterer desuden forbipasserende for de mange bud på, hvordan man kan lægge sig til rette – en allersidste sidste gang. Nogle vender ansigtet mod Mekka, mens andre forenes side om side i fællesgraven. Der findes urnerne og kisterne og dem, der blandt kortklippede hække, giver kraft til sit eget miniaturetræ.

Det var en tilfældig gåtur på en mandag. Indhyllet i septembervejret slentrede jeg rundt på Vestre Kirkegård uden et større formål. Det eneste jeg ville var at se til, hvordan det stod til ved Yahya Hassans gravsted. Det så fint ud; han havde heldigvis fået ro og fred. Det farverige mekka af blomster fra bisættelsen var selvfølgelig borte, men enkelte kuglepenne stod stadig ranke og standhaftigt, som om de skød op fra jorden.

Kirkegården, din gode kammerat

Enhver kirkegård tilbyder et frirum, såvel som noget at forholde sig til. Det er livet, der møder døden og det himmelhøje mulighedsrum for at få grublet over de helt store spørgsmål. For ender vi virkeligt ‘bare’ i den mørke jord? Eller lever vi videre i en anden sammenhæng? Vi ved det ikke endnu. Kirkegården konfronterer virkelig en med døden – og i massevis, men den er alligevel som et sted, hvor alle følelser er okay. Til trods for at den er placeret midt i byen, kan man slentre gennem stedsegrønne oaser og værdsætte livet, såvel som stoppe op og sørge over dem, der er gået bort. Her stilles ikke spørgsmålstegn ved trillende tårer.

Efter at have fuldt stiernes labyrintsystem, fandt jeg min vej ud på det asfalterede. Jeg fulgte vejen parallelt med Viborgvej, og fik øje på et område, der syntes rodet og indbydende på samme tid. Et lamineret skilt inviterede mig “indenfor”. Side om side med kasserede gravsten, buketter i forrådnelse og bunker af grus og sten tårnede et drivhus sig op. Det var en malplaceret skønhed, og på afstand kunne jeg endda ane flere septemberrøde tomater.

Edens have ligger på vej mod Vest

Jeg nærmede mig drivhuset, nu en smule sulten. Tankerne ledte hen på gazpacho, bruchetta og andre saftige tomatretter, så jeg håbede på at kunne sætte tænderne i en. Men uden held, for drivhuset var lukket med lås og slå. I stedet for gik jeg flere runder omkring drivhuset, som efterhånden transformerede sig til en form for kunstinstallation. Jeg kiggede ind i buskadset af grønne ranker og røde frugter. Planterne snoede sig om gamle vandrør og maste sig op langs glasvæggene. Især ét vindue var vokset til i en tæt væg af tomatplanter i gule, grønne og røde nuancer. Det lokkede virkeligt at lirke låsen op, så jeg kunne få fingrene i en solmoden tomat eller to.

Driveri i fællesskab

Langs drivhuset stod enkelte stole, som vendt mod døgnets forskellige solstrejf. Jeg tog plads i en af disse, for at tage mig et par notater om den lille oase jeg havde fundet. Oasen er dog ikke opstået ud fra ingenting. Den varetages af fællesskabet Driveriet, som består af cirka 20 frivillige sjæle med en sans for tomater. Drivhuset er et levn fra gamle dage, hvor kirkegårdens gartnere selv dyrkede planter til gravstenene. Den dag i dag skaber huset rammerne om en af ‘Smag på Aarhus’ mange byhaver.

At genoplive et drivhus, med en tilhørende køkkenhave, er en smuk form for symbiose med kirkegårdens areal. Et stenkast fra døden strækker planter sig lange i lune omgivelser og grøntsager modnes. Til begravelser lyder afskeden: “Af jord er du kommet, til jord skal du blive,” og at få lov til at nære sådan et drivhus er vel en form for svar til, hvorhenne man egentlig havner – som motoren bag en moden tomat.

Så har du tid til overs eller brug for at lufte hjernen, er anbefalingen hermed givet videre: smut forbi og kig på Vestre Kirkegårds kunstinstallation drevet af Driveriet

Skriv en kommentar