KAN VI VÆRE TO FOR ALTID?

KAN VI VÆRE TO FOR ALTID?

Der er urpremiere på forestillingen TO, og da klokken slår 19:30 er salen fyldt. På scenen sidder en skikkelse. Det er et kæmpe menneske iført sorte klæder, og under hatten kan jeg ane et kridhvidt skæg. Skikkelsen rejser sig, og med en mandlig røst farvelægger han scenografien med sine ord. H.C. Andersen-agtige vendinger om bløde dunhammere, plyssede ællinger og solglimt i skovsøer giver den ellers simple scenografi både dybde og rum.

Men der er altid et men. Under søens overfladen findes dybden, og dennes bund kan vi kun finde ved at vove os ned i mørket. I mørket lever gedden. Den er et symbol for det utæmmede og fortrængte; alt det vi ikke snakker om, men som ligger afventende.

FYRE MED FISKESTÆNGER

Vi er med Bo og Nadim på fisketur. Nadim har krudt i røven. Han er rap i replikken, pervers og fjollet, men Bo er kæk og ikke bleg for at svare igen. De er hinandens pendanter og endda så flabede, at de fik deres vikar ’’Lavsige Linda’’ til at sige op.
De mødes ved søbredden for at fiske og dele deres drømme, idéer og historier om damer.

Energien mellem Bo og Nadim får mig til at tænke på dengang, man selv var teenager og havde et helt specielt mødested. Det kunne være et hjørne i en baggård eller en lysning mellem træerne. Her mødtes man jævnligt med sin bedste ven og pillede navle eller lod teenagetankerne tale.

Bo og Nadim er et eksempel på det ungdommelige venskab. Det er et tilbagekast til en tid, hvor en maveknugende seriøsitet snildt kunne erstattes af perverse jokes. En tid med hemmelige håndtegn, legende lingo og interne jokes. Jokes, der blev kørt så langt ud, at de blev til en vrængende og opmærksomhedskrævende væremåde. Én, der egentlig var ret så irriterende for omkringværende, men tosomheden sejrede, og det var bare verden udenfor, der ikke fattede noget.

//Alle fotos: Aarhus Teater – Ditte Chemnitz

OS TO 4-EVER

Venskaber kan være sitrende, svævende, sansende eller solide, sandfærdige og slidstærke. Ligesom Fjällræven-rygsække bliver venskabet smukkere med alderen. Samtalerne tager gradvist dybere dyk, og vi bliver bekendt med hinandens forskellige temperamenter. Venskabet er noget ,både unge og ældre beskæftiger sig med og forhåbentlig aldrig bliver for gamle til.

Det er venskabet, dramatiker Pia Marcussen undersøger i forestillingen TO. TO interesserer sig for, hvordan og hvorfor selv de dybeste venskaber kan blive udfordret af det usagte.
Alt det vi ikke siger, hemmelighederne vi holder på, kan ses som en form for farlig kommunikation, der kan true selv de mest tilgivende venskaber. Men hvorfor kan vi have hemmeligheder for dem, som vi holder allermest af? Det bliver undersøgt i TO.

NÅR CAMOUFLAGEN KASTES BORT

Trækronernes farve og andemaden i skovsøens overfalde er grøn. Som en skorpe på vandoverfladen ligger de små alger tætpakkede side om side. De kan minde om en form for camouflage-mønster, ligesom uniformen, soldaterne ifører sig, når de går i krig.

Bo smider en bombe, der udfordrer venskabet. Han skal udsendes på en international opgave. Dette får de fælles drømme til at pulverisere til støv. Nadim føler sig svigtet og tilsidesat. Han kan ikke se formålet med at drage i krig og risikere eget og andres liv. Derhjemme kan de jo i tryghed fortsætte med at fiske, spise falafler og lave flere drengestreger.

Men omvendt så støtter de hinanden i alt – de er jo Habibis og hinandens kollegaer i livet. Men kan man klappe sin kammerat på skulderen og sige: ’’som du vil’’, hvis man tror på, at kærlighed er større end krig?

BEATBOX BLIVER TIL BRUMMEN

Når ubehageligheden ulmer, svømmer gedden frem fra kulissens bagtæppe. Gedden spilles af operasanger Jesper Brun-Jensen og kommer undervejs med metaforiske bemærkninger med afsæt i geddens liv.
Små operaindslag fungerer derudover som et soundtrack til det ulmende ubehag og er et symbol for de større temaer i livet – tvivlen, valget. Den dybe røst med de klare toner sætter det beatboxende drengerøvsunivers i perspektiv. Operaen er som en tone fra de tidligere fortællinger, en ældre, ordnet, eksistentialistisk brummen.

DET ER BARE LIGE TIL

TO er en letforståelig forestilling, som er nem at forholde sig til. Den får ikke den dybeste refleksion til at rumstere, og efterlader dig heller ikke fuld af eftertænksomhed.
TO er en god forestilling for et møde mellem generationer. På trods af at det er en ungdomsforestilling, er den relevant for alle aldre. På en eller anden facon, kan vi genkende os selv i karaktererne Bo og Nadim, og denne samhørighed kan være rar at dele med nære relationer. Så tag dine mindre søskende i hånden eller parkér bedsteforældrenes rollator, for TO vil give jer et godt udgangspunkt for en snak om venskabets (vid)underlighed.

TO er en del af OPGANG2 Turnéteater. Mo Chara og Henrik Blauner Clausen spiller barndomsvennerne, Jesper Brun-Jensen spiller gedden. Forestillingen spiller på Stiklingen, Aarhus Teater, indtil d. 30. marts. Billetter kan findes HER

Skriv en kommentar