SERIE – PORTRÆT: Om det sted eller nærmere steder, der endelig har fået mig til at føle mig som aarhusianer: Mejlgade, nærmere bestemt området omkring Østbanetorvet.

 

Min udsigt med de tre træer // Alle fotos: Daniel Boysen

 

7 omskiftelige årDa jeg flyttede hjemmefra for cirka 8 år siden, skulle jeg hurtigt lære, hvordan en by som Aarhus på mange måder også repræsenterer en omskiftelighed, jeg ikke var vant til. I de første 7 år nåede jeg at flytte 10 gange. En præstation jeg gerne havde været foruden.
Måske bundede flytterodet i en forvirring; efter at have boet i mindre byer nær vestkysten, skulle jeg finde mig til rette i en ny og større by. Andre uforudsete ting som skimmelsvamp, kærestebrud og umenneskelige naboer har også spillet deres rolle, jovist, men mest af alt har jeg vel altid søgt efter denne følelse: et sted at falde til ro, et sted at kalde hjem.
Efter næsten 7½ års eftersøgning, lykkedes det mig tidligere i år at finde netop det sted: Mejlgade. En gade, der er fyldt med forskellige retninger, æstetik og muligheder. Mest af alt er det en gade, der syder af inspiration og på mange måder er et samlingspunkt for kreativ udfoldelse, fx. i Det jyske kunstakademi.
De fire retningerOmrådet omkring Østbanetorvet minder på mange måder om et pumpende nervenet; som om hele byen spændes ud herfra. Det har ikke noget med infrastruktur at gøre, men derimod noget med stemninger og måder at leve sine dage på. Nu skal jeg forklare, hvad jeg mener.
Min udsigtDen første retning er naturligt oppe på fjerde sal, hvor jeg har mine daglige tanker og min daglige gøren. Det er her jeg spiser, her jeg skriver, sover og lever. De tre træer fascinerer mig, og jeg har forsøgt at finde frem til deres oprindelse, men har måttet se mig slået af en stor mur, der altid vil skille mig og træerne. Men det er okay, for jeg har fundet ud af, at det kommer nogle børn til gavn i den børnehave, der er på den anden side.
Længere ude i horisonten kan jeg se bogtårnet – med dette blik er hele Aarhus en række tage, med fugle og træer – herfra kan jeg også følge solens gang over himmelen på de dage, hvor jeg slet ikke kommer ud. Helt tæt drejer det sig om noget helt andet; baggården er en oase midt i byen. Et samlingspunkt for unge mennesker, børnefamilier og familiefester. Der er mange historier gemt i de eftermiddage, der har udspillet sig dernede.
Når jeg går ned på Mejlgade, ændrer det hele sig, mens jeg står og kigger ud. Jeg har nu tre muligheder tilbage, der kan give tre helt forskellige dage. Det tavse blik ind mod byen, havnen, Mejlgade

Til venstre er skoven og kirkegårdenHvis jeg tager mine dage til venstre, resulterer det ofte i sjove og skøre dage, hvor jeg går ”off the grid”. Der er naturligvis Nordre Kirkegaard, der giver anledning til store refleksioner om døden, livet, tiden. Det er positivt at være bevidst om sin egen dødelighed. Den anden dag havde jeg en lille, ikke alt for seriøs tanke, mens jeg sad heroppe:
Der er et vejnetingen kan undslippe vi får kun et vistantal tilfældige år at nå det hele i, sprækker, revnerreparationer og stop at opgøre vores færdeni distancer, til sidst forsvinderalle mellemrum men så er vi jodøde
Hvis jeg fortsætter ud mod Riis Skoven kan det gå helt galt; ment på den måde, at resten af dagen er så godt som gået, før jeg vender hjem igen. Jeg kan forelske mig i små afkroge, der måske tidligere har stået uopdagede. Somme tider fortsætter jeg rundt og ender inde på psykiatrisk hospital, hvor jeg føler mig underligt hjemme.
Når jeg går til venstre, kan alt ske, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal forvente derude. Inspiration og ingen fastlagte retninger = en god dag fyldt med ro.
Engang har en måge siddet lidt for længe i solen …

Lige ud er havnen og de nye bygningerDer sker mange utrolige ting nede på havnen i disse år. Jeg husker stadig, at der kun var tale om betonlandskaber og støv, hvor det vildeste, der skete dernede, var vinden. Og vinden, selvom den er sjov og alt det der, så er der altså andre ting, som er mere underholdende.
Det er fascinerende og spændende at se, hvad det kan blive til. Jeg har en forkærlighed for Isbjerget, fordi det ligner et rumskib, the mothership, der er kommet for at hente os hjem. Eller noget. Det skal ikke tages så seriøst, det jeg lige skrev. Den nye bydel kræver stadig en del for at overbevise mig om, at den udelukkende er en positiv ting. Men når jeg vælger denne retning, går dagen ofte med at forestille mig, hvilke fortællinger udviklingen bærer med sig, og hvilke liv der kommer til at udfolde sig hernede.
Til højre ligger byen og barerneDet er farligt at gå til højre, helt bogstaveligt, for dernede ligger barerne. Og Domkirken. Men først skal jeg igennem resten af Mejlgade, der forsnævrer, når man har passeret Nørrebrogade. Den såkaldte cykelgade er min største frustration ved mit hood.
Der er ikke plads til cyklisterne, der er plads til bilerne, som holder parkeret langs hele kanten. Resultatet er, at hverken biler eller cykler kan komme frem eller tilbage. Og det er ofte tæt på at gå meget galt. Derfor går jeg ofte. Jeg gider ikke spilde min tid på at være sur over, at … ja, at folk vælger at irritere andre på den måde.
Når man er nået forbi irritationsområdet, opstår der en række andre valg, men der er ikke tvivl om, at centrum er vanvittig, skøn, tidsrøvende og mange andre ting. Her er mulighederne, her er livet, her er nærmest alt hvad man behøver.
Spor af liv, mens natten og arbejdet for andre begynder

Mit hood er ikke til at definereNår jeg har skrevet denne tekst, kan jeg se, at Mejlgade ikke er afgrænset. Det samme gør sig gældende for de andre områder i byen; det hele strækker sig rundt, og mit hood er dit hood, og omvendt.
Da jeg flyttede hertil, sagde jeg, at det var sidste chance for at finde hjem i denne by, ellers måtte jeg forlade den. Jeg har fundet hjem og forlader den ikke lige foreløbigt. I hvert fald ikke for evigt.
Selv når jeg føler, at jeg har vendt hver en mursten, opstår noget nyt, en ny oase, et nyt blik – måske noget så simpelt som en skiftende årstid kan gøre, at området her altid vil være dynamisk.
Herfra hvor jeg sidder, ser jeg linjer, der i udgangspunktet kun er mine; men du er mere end velkommen til at tage dem med og gøre dem dine.