Mediebilledet i dag er fyldt med kriser. Flygtningekrise. Økonomisk krise. Klimakrise. Ordet ‘krise’ indgyder i sig selv ikke ret meget håb. Faktisk det modsatte. Men kunne man for en stund smide sortseer-brillerne og spejde efter løsninger frem for kun at se problemer? Det er i hvert fald det, den nye, franske klimadokumentar, I morgen, forsøger.
I onsdags satte jeg kursen mod Øst for Paradis for netop at se I morgen – eller Demain, hvis man skal holde sig til originalsproget. Inden jeg så filmen, havde jeg ikke hørt meget om den, udover at det skulle være noget så sjælendt som en klimafilm, der indgyder håb.
Tidligere har jeg kastet mig over dokumentarer som En ubekvem sandhed, Cowspiracy og Food Inc., der alle har det til fælles, at de tager de kritiske, ja, nærmest destruktive briller på. De slår seeren i hovedet med krisehammeren og sender frygtbølger ud omkring hvor dyster, vores fælles fremtid ser ud, hvis ikke vi formår at ændre kursen for vores klima og miljø nu. Vigtige budskaber, ja. Rigtige budskaber, ja. Men er det også den rigtige måde at gribe problematikken an på? I hvert fald benytter I morgen en noget anderledes tilgang til at oplyse os om de – meget væsentlige – klimaforandringer, vi står overfor.
Filmen er instrueret af skuespillerinden, Mélanie Laurent (I har måske set hende være totalt badass nazi-hader i Inglourious Basterds) og filminstruktør, Cyril Dion. De to har på deres rejse rundt i verden ikke valgt at fokusere så meget på skurkene: De store globale virksomheder, industrilandbruget og de korrupte politikere. De bliver ganske vist nævnt som kilder til problemet, men spotlightet er i langt højere grad rettet mod de tusindevis af løsningsorienterede, grønne tiltag, der findes rundt omkring i verden. Alt sammen for at sende budskabet om, at alle kan gøre noget. Hvis de vil.
Men er det måske netop viljen, den er gal med?
Kom ind i klimakampen
Som en af de medvirkende i filmen lettere komisk udtrykker problematikken: ”Alting har sin begrænsning, undtagen klumpfisken, der bliver ved med at vokse, til den dør.” Og vores jord er sjovt nok ikke en klumpfisk, så rigtigt nok har den en begrænsning. En begrænsning, der er ved at være nået. Det er bare som om, at alvoren endnu ikke er gået op for alle. Og hvis den er, så er tendensen ofte, at man bliver mødt med kommentarer som: ”Jeg er jo kun én enkelt person, jeg er ikke i stand til at gøre en forskel alligevel.” Det er netop den form for skepsis, som I morgen forsøger at ændre på.
Med en løsningsorienteret tilgang italesætter filmen forskellige måder, hvorpå man som enkeltperson kan gøre en forskel. Laurent og Dion tager rundt i verden og udforsker mange forskellige steder, hvor folk har taget klimakampen i egen hånd. Eksempelvis i Indien, England, Frankrig og USA. Vi ser eksempler på tusindevis af lokale, økologiske landbrug, dyrkning af urbane haver, effektive permakulturer og forsøg på at reducere udledningen af CO2.
Og turen går– ikke så overraskende – også til Danmark, nærmere bestemt København, hvor hovedsageligt cykelkulturen fremhæves. I hovedstaden er det nemlig næsten 70% af indbyggerne, der enten cykler, går eller benytter offentlig transport. I Aarhus er vi også rimelig godt med, hvor hver femte aarhusianer har cyklen som deres foretrukne transportmiddel. For noget så simpelt som at droppe bilen kan nemlig gøre en forskel, og som det også pointeres i dokumentaren, giver det bare ikke ret meget mening, at et transportmiddel på rundt regnet 1500 kg. skal transportere en mand på 75 kg. Gør det vel?
Danmark bliver i dokumentaren derudover nævnt som forgangsland, hvad angår fokus på fremtidig CO2-neutralitet og bæredygtige energikilder som vindmølle- og solcelleenergi.
På med fremtidsbrillerne
Så vi kan jo godt – også herhjemme. Og vi har jo faktisk gang i flere tiltag, der peger i den mere klimavenlige retning. Men der kan sagtens gøres endnu mere – og det skal der også, hvis vi gerne vil sikre de fremtidige generationer, der engang skal leve her på jorden.
Og jeg synes, I morgen formår at vise, at det ikke nødvendigvis skal være besværligt eller uoverskueligt at gøre en forskel for fremtiden. Spis eksempelvis lidt mindre kød og støt økologisk landbrug, lad bilen blive derhjemme (og få lidt motion i samme omgang), sorter dit affald og køb lokalt. Det hjælper faktisk lidt alt sammen.
Efter jeg havde set filmen til ende, forlod jeg i hvert fald biografmørket med lidt mere håb for fremtiden – og ikke mindst en fornyet lyst til at gøre mit til, at skuden vendes i den rigtige retning.
Så jeg besluttede mig selvfølgelig for at gå hjem. I ved, for fremtidens skyld.
