En lørdag aften i Maj-solen dannede Dome of Visions rammerne for en (på disse kanter) lidt usædvanlig fest, da Sønderho for en aften ikke længere blot var en by på Fanø men da også tilstede på havnefronten i Århus. Både alment nysgerrige og garvede folkemusikentusiaster var mødt op for at få en smag på, hvad det vil sige at være til fest i Sønderho.
Allerede ved aftenens startskud stod det klart, at Dome of Visions ville blive velbesøgt. Udenfor den karakteristiske kuppel havde adskillige mennesker taget plads på de nyligt opsatte græsbakker, mens kongeskibet Dannebrog lå badet i aftensolen på den anden side af vandet. Der hang en let lørdagsstemning i luften, da folk skyllede en sidste fadøl ned inden aftenens første højdepunkt; workshop om dansen Sønderhoning.
Når man fester på Fanø, er der langt til discohits og dansegulvet på Café Paradis. Der danses i par og med bestemte trin, skiftevis hånd i hånd og snurrende om sig selv i et ejendommeligt favntag. Dette akkompagneres af musikere, der spiller traditionelle Fanø-melodier. Både musik og dans er en del af den eneste uspolerede folkemusiktradition i hele landet – og den lever endnu i bedste velgående.
Workshoppen viste sig at være så stort et tilløbsstykke, at to sikkerhedsvagter måtte lukke for flere gæster kort efter workshoppens start. Det så næsten helt absurd ud, da en kæmpe gruppe mennesker kollektivt cirklede rundt og lærte deres første spæde Sønderhoning-trin. Den dansende mængde var en blanding af unge såvel som gamle, og den store diversitet i den cirkulerende klump blev tydeligt understreget af, at instruktøren måtte slå over i engelsk af hensyn til de mange internationale, som havde fundet vejen til Domen. Efter at have delt workshoppens deltagere i to grupper, for at få bedre plads, tog dansen langsomt form, i takt med at temperaturen og luftfugtigheden steg. Snart snurrede folk rundt enten hver for sig eller i par.
.
I duften af eucalyptustræer, kaffepunch og grillet fisk
Efter at have danset sig varme fortrak en del sig til de udendørs arealer, hvor en distinkt duft af hav og grillet fisk bredte sig. Langsomt stimlede folk sig sammen i kø for at få en smagsprøve på egnsretten Bakskuld. Bakskuld er en fladfisk, som både tørres, ryges og saltes, inden den kastes på grillen. Med sig hører en skive hjemmebagt rugbrød med et tykt lag smør.
At kæmpe sig igennem Bakskulden viste sig at være lidt af en totaloplevelse, da fisken ikke er udbenet inden servering. Efter lidt tips fra aftenens kokke gav folk sig i kast med fingrene og vendte og drejede på den velsmagende fladfisk, der i den grad efterlod sine spor på både fingrene og i næseboerne. Herefter trak gæsterne igen indenfor, denne gang sammen med duften – eller for nogens vedkommende lugten – af stegt fisk, da ballet nu for alvor var åbent.
Rutinerede kræfter blandede sig med de ny-udlærte på dansegulvet, mens andre varmede sig på en kaffepunch (kaffe, snaps og sukker) under Domens eucalyptustræer. Musikken fra violiner, slagværk, klaver og guitar spillede livfuldt, mens dansegulvet fra tid til anden tog form af Tivoli Frihedens radiobiler, når de knapt så prøvede dansere kolliderede med de garvede eller forbipasserende.
.
En levende tradition
Lidt inden midnat passerede Kongeskibet forbi i baggrunden på det kulsorte vand, mens musikerne sendte melodier ud mod dansegulvet på nu fjerde time. Blandt musikerne fandtes to piger på 15 år, som i den grad var et levende bevis på, at man på Fanø har traditioner, som ikke ser ud til at lægge sig foreløbigt. Time efter time strøg violinbuerne synkront, mens mørket lagde sig over Dome of Visions.
Aftenen fortsatte skiftevis med kaffepunch, dans og tiltrængte pauser til de hårdt prøvede musikere, og så småt tyndede det ud i antallet af dansende. Klokken 03.00 blev aftenen rundet af med en godnatsang, inden der opstod fællessang og cirkeldans. Dette blev konklusionen på en aften, hvor de tilrejsende fra Fanø viste frem af en levende tradition og kultur, som ikke findes andre steder i Danmark.
