Formålet med det tilbagevendende event NORDISKE NäTTER på Moesgaard Museum er at sætte fokus på den nordiske kulturarv. Hvert nordisk land har deres egne stolte traditioner, og selvom vi er ens på mange måder, kan vi også tage ved lære af hinanden. Forhåbentlig kan vi endda blive både klogere og stærkere og på den måde mindske diskrimination.
Hvad er problemet?
I Danmark udtrykker vi os gladeligt med farverige ord. Vi slynger om os med kontroversielle Facebook-kommentarer og jantelov og løfter ikke et øjenbryn over, hvordan vores udtalelser påvirker andre mennesker og strukturen i det samfund, vi lever i. Vi har jo ytringsfrihed – hvad er problemet?
Jo, problemet blev jeg (endnu mere) opmærksom på efter at have deltaget i NORDISKE NäTTER forrige fredag. Her hørte jeg blandt andet foredrag om de umiddelbart ret forskellige emner; feminisme og nordisk sprog. Foredragene viste sig dog at udtrykke en fælles holdning til danskerne: Vi er gammeldags, individualistiske og bange for det nye.
De svage feminister
Til NORDISKE NäTTER fortalte seje Emma Holten, at danskerne er besatte af at tale om os selv som individer. Vi gør en dyd ud af at klare os selv og føler os stærke ved ikke at have brug for andre. Det er, ifølge Emma Holten, også én af grundene til, at mange mennesker ser ned på den feministiske bevægelse – for hvis man har brug for at organisere sig som bevægelse, er det fordi, man er svag. Og kan man gøre krav på noget, når man er svag? Nej, der sætter vores jantelov pænt grænsen.
En stor del af feminismen er at tale om sprog. Derfor er det ikke flueknepperi at gå op i, om man bruger ordet ”neger”, og det er ikke fordi, at man er nærtagende, når man ikke anerkender en mands udtalelse om, at han bare kan grab‘e kvinder by the pussy, som var det uskyldig locker room talk. Nej, det er en måde at kritisere den diskrimination, der fylder alt for meget i vores samfund, og et ønske om forhåbentlig med tiden at ændre den.
Emma Holten, som er halvt svensk, fortalte, at forskellen på danskere og svenskere er, at svenskerne går meget mere op i at være høflige og korrekte, hvorimod man som dansker sagtens kan finde på at fyre en diskriminerende joke af. ”Men hvorfor har man behov for overhovedet at sige noget undertrykkende – også selvom det bare er for sjov?”, spurgte Emma Holten åbent ud til publikum.
Hvis vores tipoldebørn så vores Facebook-kommentarfelt…
Vores frygt for det nye kom også til udtryk i foredraget om nordisk sprog, hvor de to sprogforskere Michael Ejstrup og Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen satte fokus på vores måde at skrive og tale på. På trods af, at vi taler på én måde, staver vi stadig, som vi altid har gjort, og i mange tilfælde er der nærmest ingen sammenhæng mellem stavemåde og udtale på dansk. Her mente begge forskere, at vi kunne lære noget af de kære nordmænd, hvis stavemåde hænger meget mere sammen med deres udtale. Forskernes frygt var nemlig, at vores efterkommere vil finde vores tekster om 300 år og tro, at vi talte, som vi skrev.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vores locker room talk – eller Facebook-kommentarfeltsnak – lige så vel kan blive misforstået til at være ”ægte snak”. For hvordan skelner man mellem, hvad der var en joke, og hvad der afbilder holdningen i samfundet? Måske har Emma Holten ret i, at vi med fordel kan lade os inspirere af svenskernes korrekthed og simpelthen bare ikke joke med undertrykkelse.
Stå sammen
Diskriminationen foregår desværre over hele verden, og det er vigtigt, at vi indser, hvor problematisk det er. Vi har et problem, når amerikanske kvinder med muslimsk baggrund ikke længere tør bære hijab efter præsidentvalget af frygt for vold. Vi har et problem, når polakker i Storbritannien bliver overfaldet på gaden efter Brexit-afstemningen. Og vi har et problem, når vi ikke kan se, at vi selv, ved at tænke over vores retorik, kan ændre omfanget af diskrimination i samfundet.
Lad os nu glemme idéen om, at en bevægelse er tegn på svaghed. Lige nu er der i høj grad brug for en bølge af modstand mod den undertrykkende retorik, der præger verdenssamfundet. Tænk, hvis vi sammen kunne ændre det – så kunne man for alvor være stolt af at være nordisk.
Coverfoto: The Feminist Art Project.
