BOGANMELDELSE: ‘Fordi ilden er vores’ går direkte i hjertet. Daniel Boysen tager læseren med på en rutsjebanetur gennem hele følelsesregistret med denne poetiske og underspillede fortælling, der stimulerer til både latter og tårer. Der er tale om et skønlitterært værk i verdensklasse, som i høj grad er værd at lade sig rive med af.

 

Det er en kold, men solskinsrig dag i februar, da jeg åbner min postkasse og finder en brun pakke. Jeg ved udmærket, hvad den indeholder, for jeg har selv efterspurgt den og set frem til at modtage den, siden jeg et par uger forinden besluttede mig for at dette indlæg skulle omhandle Daniel Boysens nye roman, Fordi ilden er vores.

 

Når man som jeg i hverdagen er dybt begravet i teoritunge universitetstekster, er det befriende en gang imellem at give sig selv lov til at læse noget skønlitteratur for oplevelsens skyld, og Daniel Boysens roman er uden tvivl en af de bedste danske romaner, jeg har givet mig i kast med.

 

Manden bag bogen

Den unge sydvestjyske forfatter Daniel Boysen er født i 1986 og har en kandidatgrad i Nordisk Sprog og Litteratur fra Aarhus Universitet. Han er initiativtager og daglig leder af Litterær Lounge  der, som det fremgår af foreningens hjemmeside, arrangerer “levende litteratur med Aarhus-forfattere i uformelle rammer”, forskellige steder rundt omkring i Aarhus. ‘Fordi ilden er vores’ blev udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard den 18. februar i år og er blot en af en række litterære værker, den unge forfatter har udgivet.

 

Foto: Daniel Boysen 
Foto: Daniel Boysen

 

En fortælling fortalt i brudstykker

Idet jeg slår op på første side, går det op for mig, at fortællingen er udformet som en række nummererede brudstykker. Min umiddelbare reaktion på bogens atypiske form, der faktisk kommer bag på mig, er en nysgerrig undren efterfulgt af overvejelsen om, hvordan Daniel Boysen mon tænker, at jeg som læser skal gå til fortællingen. Den tanke slipper jeg dog hurtigt igen, for side efter side læser bogen nærmest sig selv, og der går ikke mange timer, før jeg har tygget mig igennem de mange brudstykker. Jeg er intet mindre end opslugt fra start til slut, og jeg er både rørt, rystet og dybt imponeret, da jeg afslutter det sidste brudstykke.

 

Foto: Mariana Gil

 

Nostalgisk tilbageblik

Brudstykkerne beskriver fortællerens erindringer fra en uskyldig barndom over ungdommen til erkendelsen af at være blevet voksen. Brudstykkerne beskriver erindringerne i samspil med refleksioner over disse. Fortælleren cementerer en række minder, der forekommer uskyldige, men rummer en underspillet barsk virkelighed. Disse minder er i høj grad præget af forholdet til søsteren, der tydeligvis fylder alverden i fortællerens tanker. En ting er sikkert: Fortælleren har en gigantisk stor kærlighed til sin søster, og brudstykkerne er netop fortællingen om det liv, de har levet – hver for sig, men stadig sammen.

 

Fortælleren refererer til en række forskellige kendte begivenheder i det danske samfund og i den store verden, som jeg selv bedst husker som indslag i TV-Avisen. Ved at benytte sådanne hændelser fæstnes drengens personlige fortælling til den virkelige verden, som jeg kender og har erfaret den selv. Udblikket til verden fra fortællerens indblik i livet lige dér, hvor han netop befinder sig, gør, at fortællingen bliver nærværende og rørende realistisk.

 

Foto: Mariana Gil
Foto: Mariana Gil

 

Jordnær poesi

Det nærvær, som Daniel Boysen formår at skabe ved sit poetiske sprog, tvinger mig som læser gennem hele følelsesregistret. Det er for mig en meget kropslig oplevelse at læse romanen. Selvom formen er atypisk og sproget poetisk, formår Daniel Boysen at formidle poesien på en dejlig jordnær måde, og mange af de billedlige beskrivelser er så fine, at jeg gentagne gange må trække på smilebåndet og småfnise for mig selv. Jeg bliver revet med af fortællingen, fordi jeg lader mig rive med, og det er efter min mening i høj grad et succeskriterie ved en skønlitterær bog. Jeg sluger side efter side, fordi jeg drages, fortrylles og ikke mindst selv rammes af en barnenostalgi, som alt for sjældent vækkes til live.

 

Foto: Mariana Gil
Foto: Mariana Gil

 

Alvoren der lurer under overfladen

Et stykke vej inde i bogen bliver jeg konfronteret med, at fortælleren bærer på mere end blot uskyldige barndomsminder. Skeletter i skabene er der nok af, og selvom fortælleren postulerer, at de hurtigt lærte, at “ingen var interesseret i sandheden”, er det netop det, vi som læsere får – den ærlige, men barske sandhed. Det viser sig nemlig, at brudstykkerne gemmer på en sandhed, der ikke vil høres, men alligevel må fortælles. Alvoren gemmer sig mellem linjerne og fastholder mig som læser i spændingsfeltet mellem at forstå, hvad der foregår, men samtidig i uvisheden om, hvad det helt præcist er, fortælleren har på hjerte. Løbende underspillede afsløringer af de mørke sider af erindringerne opbygger den medrivende spænding, der nok er grunden til, at jeg afslutter bogen på den selvsamme eftermiddag, hvor jeg modtog den brune pakke.

 

En oplevelse rigere 

Jeg kan i allerhøjeste grad anbefale Daniel Boysens roman. Hvis du sidder på den anden side af skærmen og har lyst til at vide mere om Daniel Boysen og ‘Fordi ilden er vores’, kan du smutte forbi Soul Shine / Second-hand & Vintage på lørdag den 5. marts kl. 14.00. Her holder han nemlig bogreception med oplæsninger, musik og mulighed for at købe dit eget eksemplar af bogen. Jeg føler mig i hvert fald en oplevelse rigere og er klar til at dykke ned Daniel Boysens andre litterære produktioner. Hvis de bare til dels når den høje kvalitetsstandard, han sætter med ‘Fordi ilden er vores’, kan det kun være værd at udforske.