Jeg har nu haft tørklæde på i nogle dage, og jeg prøver her at samle tankerne om, hvad der er foregået, og hvordan det hele skal afsluttes. Dette er tredje del af min fortælling om tørklæder. Du kan læse første og anden del hér og hér.
Jeg elsker min turban. Det kan ikke siges anderledes.
Jeg er mere end halvvejs i mit lille eksperiment og har både været til undervisning, møder og aftenarrangementer med tørklædet på. Jeg holder varmen, jeg får ikke håret i øjnene, og jeg kan strække hårvasken væsentligt længere. What’s not to love? Turban-looket vokser på mig. Jeg er fan.
Derfor glædede jeg mig også umådeligt til at klæde mig ud til en Halloween-fest. De bedste tørklædelooks i min søgning er “Pige med perleørering” eller “Karen Blixen”. Safe to say, jeg er hooked på Blixen. Har endda investeret i en broche og en skive pels fra en vestjysk genbrugsbiks (en af de dér, hvor en broche koster en femmer og en luns dyr koster en flad ti’er).
Men ak, så rammer influenzaen. Og de næste fem dage (allehelgen inklusiv) bliver tilbragt indendøre. Uden turban. Det ærgrer mig, at der nu må være pause midt i min tørklæde-groove. Men det giver mig også tid til at tænke. Tænke over, hvad formålet egentlig er, og hvad jeg har oplevet indtil nu.
Eftertænksomme sygedage
I min influenza-kedsomhed får jeg tid til at overveje nogle de tanker, som jeg egentlig har udskudt lidt i løbet af den forgangne uge. Måske er jeg så lykkelig for hovedbeklædningen, fordi ingen endnu har udtrykt noget negativt om den overfor mig. Det nærmeste var turen i tog fra Vestjylland; tørklædedag numero uno. Jeg var selv meget opmærksom på, at jeg så anderledes ud, end jeg plejer, om folk kiggede, og hvorfor der mon ikke var nogen, der sad ved siden af mig, når nu toget var så fyldt. Om tørklædet så reelt set var skyld i det – det er jo svært at sige. Den generelle oplevelse kan dog koges ret godt ned: Enten er folk ligeglade eller også roser de. Fint fint.
Skuffet er måske så meget sagt, men jeg sidder i hvert fald med en lidt flad fornemmelse. Som om luften lidt er feset ud af ballonen, mens jeg kiggede væk. Jeg sidder og overvejer, hvad pointen egentlig var med det her eksperiment, og hvad jeg prøver at bevise. Måske skyldes det netop, at jeg ikke har mødt nogen modstand. Betyder det så, at der ikke var noget at bevise i første omgang?
Men altså, hvorfor reagerer folk ikke negativt? Er det fordi jeg binder det for moderne? Er det mine blå øjne? Hvis det er det sidste, så er jeg skuffet ud over alle grænser. What the fuck, society?
Men hvorfor forventer jeg egentlig, at nogen bør reagere negativt? Fortæller det i virkeligheden noget om mig? At jeg går ud fra, at alle kvinder med tørklæde partout oplever hate? What the fuck, Karo?
Hvordan jeg end vender det, så er det svært at holde det mellem to hænder. Det er en sjov størrelse, og hvad fanden er op og ned på den masse, der udgør tørklæder? Altså… Hvor står vi – egentlig? Er det fint? Nedgørende? Totalt ligemeget?
En veninde spørger mig, hvorfor jeg har valgt en turban og ikke et mere traditionelt tørklæde. Og det har jeg faktisk svært ved at svare på, sådan lige dér i øjeblikket. På trods af min rimeligt indøvede elevator-tale om, hvorfor jeg overhovedet har det på. For det virker sommetider så trivielt – hvorfor egentlig det ene over det andet? Det giver mig endnu en god anledning til at sætte mig ned og få samlet tankerne om, hvad jeg egentlig foretager mig – og hvorfor.
Jeg havde aldrig et ønske om, at folk skulle tro, jeg var muslim. Jeg havde derimod et ønske om, at tørklædet blev af-dæmoniseret, om man vil. Reduceret til det, som det i virkeligheden er – et stykke stof, en beklædningsgenstand, tøj. Hvad det stykke stof betyder for den enkelte, og hvilken værdi, der lægges i det; det er ethundrede procent ikke noget, som jeg, eller politikerne, skal blande os i. Så det var nok i virkeligheden dér, lige præcis dér, den lå: du, kære Pernille Vermund, skal ikke trække tøjet af nogen i offentlige institutioner. Uanset tro, køn og kærlighed. Så må du også trække det af mig – hvis du altså føler dig i stand til at vurdere, om det er mode, islam eller en blanding af lidt af hvert. Gør du det?
The Grand Awakening
Jeg bruger meget tid på at overveje, hvordan jeg dog skal afslutte mit lille eksperiment med pomp og pragt. Hvad hvis jeg ikke kommer ud af det med en ‘grand awakening’? Var det så bare 10 dage – ligesom alle andre dage?
Når nu jeg ikke møder modstanden i min omgang med mennesker i hverdagen – måske fordi jeg bor i en dejlig by, med plads til mangfoldighed – så kan jeg ikke lade være med at overveje, om jeg måske bør opsøge den. Eller i hvert fald konfrontere kilden, hvorfra min frustration, og dermed mit forsøg, udsprang. Forsøget har trods alt endnu et par dage at løbe på.
Jeg ringer fandeme til Pernille Vermund.
Fortsættelse følger…
