SERIE: Dette er første del af en historie om tørklæder. Det er også første del af et forsøg. Det udspringer af frustration og samtidig af frygten for, hvilket Danmark, vi går i møde. I morgen tager jeg tørklæde på, og det kommer til at dække mit hår de næste ti dage. Hvis du er lige så interesseret, som jeg, i at vide, hvordan det mon forløber sig, så følg med her de kommende uger.
Danske værdier
Den 14. oktober dukker der en video op på min facebook-feed. Det er et kort klip af Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, der forklarer, hvorfor hun mener, muslimske tørklæder bør forbydes i offentlige institutioner. Begrundelsen er i mine ører lige så vag og abstrakt som altid:
“Det er jo ikke en dansk værdi at gå med tørklæde… muslimsk tørklæde. Gudskelov for det. Der, hvor vi ser udfordringen, det er jo i forhold til Islam. Derfor er der grund til at sige, at det er det muslimske tørklæde, som vi må have ud af vores offentlige uddannelsespladser og vores offentlige arbejdspladser.”
– Pernille Vermund, 14. oktober 2016.
Årh, hvor det bare giver genklang i mine ører af institutionsfrikadeller og tvangsfodring med svinekød og danske værdier. I samme øjeblik – dér, på min sofa – bliver jeg grusomt opmærksom på, at jeg i hvert fald ikke deler de samme værdier som Pernille Vermund. Det er ikke det samme Danmark, vi stræber imod.
Selv efter jeg klapper computeren sammen, hænger videoen ved, og den følger mig resten af dagen. Jeg går med overvejelser om, hvad danske værdier er for mig, og hvilket Danmark jeg selv drømmer om. Det er svært helt at sætte en finger på, men jeg er overbevist om, at muslimske kvinders dresscode ikke står som reglement i mine drømme om Danmark.
Jeg finder det også umådelig problematisk, at Nye Borgerlige udelukkende fokuserer på muslimske symboler, men mest af alt studser jeg længe over en helt bestemt overvejelse: Hvordan har Pernille Vermund tænkt sig at vurdere, om det enkelte tørklæde er et religiøst symbol eller ej? Hurtigt flyver mine tanker til markering af religiøse grupper, Davidsstjerner og krig – og jeg nærmest panikker. Det skal simpelthen være løgn, at frygten for det fremmede skal skubbe det Danmark, jeg kender, ud af døren.
Herfra går det stærkt. Min hjerne overstrømmes af tanker om tørklæde-protester og hashtags à la #dansketørklæder, der skal starte en genovervejelse af hele vores medmenneskelighed og respekt for hinanden – lige her fra Aarhus. Et Sisterhood af en slags.
Hijab, turban og YouTube
Ok, ok. En revolution og det at alle kvinder skal gå med tørklæde for at trodse Pernille… Måske ikke så plausibelt. Men tanken om tørklædet hænger ved hos mig. Hvad betyder det egentlig at gå med et tørklæde? Hvordan er det at bevæge sig i det danske samfund med tildækket hår? Og hvis jeg tager et tørklæde på – støtter jeg så kvinders ret til at gå med det? Og hvem fornærmer jeg i processen?
Det er nogenlunde hér i min tankestrøm, at jeg beslutter mig for at prøve det. Efter en hurtig søgning på YouTube, har jeg næsten lært at binde et tørklæde som en turban. Den sidder dog løst, og jeg mistænker, at jeg mangler det rigtige udstyr. Jeg skriver til Aysha…
Fortsættelse følger…
