Dybt inde på ARoS, nærmere bestemt på 3. sal, er der en helt skjult verden. En verden, man ikke tænker på som museumsgæst, men en verden, der har stor betydning for kunsten.

 

IMG_0710_(1)
Selvom vi er kommet ind bag lukkede døre, er solens stråler stadig at se. // Alle fotos: Gruenbaum

 

I denne ”skjulte verden” bliver vi mødt af en hyggelig atmosfære fyldt med kunst. Kigger man nærmere rundt, ligner det næsten et kemiker-værksted med farvede flasker, kemikalier og mærkværdige værktøjer.
Stedet tilhører ’Konservering VEST’, som står for konserveringen af utallige værker på mange forskellige museer i Jylland. Men hvad er konservering tænker du, og hvad indebærer det helt præcist? Jo… Konservering er den bevaring af kunstværker, der skal til, for at de ikke går i forfald, og det indeholder lidt mere, end man lige skulle tro.

 

Et lag af ‘Fernis’

Nogle af de værker, vi bliver præsenteret for, er flere hundrede år gamle, og det er næsten ikke til at forstå. Typisk for de ældre værker er deres lag af ‘fernis’, som er et beskyttende lag lak på maleriet. Det er til for at malingens farve ikke skal falme eller blive skadet på anden vis. Men denne fernis har, hvad jeg vil kalde det, en holdbarhedsdato; jo længere tid, der går, jo mere gullig og brunlig bliver den, og det giver billederne en meget mørk tone.

IMG_0577
Her kan vi se resultatet af et maleris rensning. Det øverste er ikke blevet renset endnu, og forskellen er meget tydelig.

Vi kender alle de klassiske gamle malerier, der enten er helt mørke i deres farver, eller har et nærmest gulligt skær. Det er blandt andet typisk i guldaldermalerier eller andre malerier fra 1800-tallet. Men denne gullige farve er altså slet ikke intentionen – det er derimod lakken, der er blevet gul. Det er derfor her konservatorerens arbejde at rense billederne og fjerne den gamle fernis for derefter at lægge et nyt friskt lag på.

 

Genopbygning af malerier

Hvis en rensning ikke er nok, er man nogle gange nødt til at reparere malerierne. Det kan være hvis de har afskaldninger eller slag på sig, og i visse tilfælde er man også nødt til at fjerne gamle reperationer, inden man kan gå i gang med de nye. Det kan resultere i et lidt fragmentarisk billede, som så skal bygges op på ny. Ved de steder, der mangler farve, prikker man ny farve på og lukker alle de afskalninger, der nu måtte være. Til sidst lægger man et nyt lag fernis, som giver dem det klassiske blanke look, som man kender det fra ældre malerier.

En vigtig ting at nævne er, at konservatorerne aldrig ændrer på et billedes ægthed. De får det derimod bare til at fremstå, som det gjorde, da det blev lavet.

IMG_05982
Billedet her er ved at blive ‘kittet ud’. Det vil sige, at det hvide er afskaldninger, hvor der er sat kit på, som derefter skal farves op igen.

 

Harelim og udfordringer

Konservering er ikke noget, som kunstnere nødvendigvis selv tænker over, når de laver et værk. Det kan derfor være en udfordring for dem, der skal konservere. Det kan enten være, hvis kunstneren ikke selv har lagt et lag fernis på sit maleri, eller hvis der er brugt atypiske materialer.

IMG_0644

 

I ovenstående billede har kunstneren valgt at male på rammen og lade farven flyde sammen med selve billedet. Det har betydet, at selve rammen også skal konserveres, da den også er en del af værket, og alle de små slag, der ses, skal altså fyldes ud og repareres.

 

Udfyldninger laves af det, der kaldes ‘harelim’, som er lavet af skindet fra dyr. I gamle dage blev det brugt af snedkere, da de ikke havde noget trælim, men i dag bliver det hyppigt brugt til konservering. Harelimen er karakteriseret ved at være en tyk og næsten karamelagtig sovs. Den skal holdes varm for at kunne bruges, ellers stivner det, så konservatorerne holder det i en lille pose i lommen, som de kan nippe lidt af, når de skal bruge den. Derudover har harelim en meget karakteristisk lugt, så hvis I kommer i nærheden af det, vil jeg stærkt anbefale jer ikke at stikke snuden ned til det.

IMG_06992
Et indblik ind i ét af de mange skabe. Det er her tydeligt, at det ikke kun drejer sig om kunst, men at der også er brug for en hvis kemi-viden for at kunne konservere.

 

IMG_07251
På billedet her er konservator Elizabeth ved at prikke farve på den afskaldede plet. En proces som denne kan være lang, da der skal findes de helt rigtige farver.

 

IMG_0575
Når farverne skal blandes, bruges disse ‘farvepaletter’, da de er lettere at håndtere end f.eks. farve på tuber. Det er tydeligt på denne palette, at der skal blandes en del for at finde de rigtige nuancer.

 

Konservering på flere niveauer

Ud over konservering af malerier er der på ‘Konservering VEST’ også konservatorere med speciale i papir, samtidskunst og plastik. På vores besøg var der desværre ikke nogle eksempler på nyere værker, hvilket ellers ville have været interessant at se, da moderne kunstnere eksperimenterer mere med deres materialer.

 

Disse materialeeksperimenter betyder også, at selv nyuddannede konservatorere kan have svært ved at vide helt præcis, hvad der skal til for at bevare værket uden at ødelægge det. De er derfor nødt til at prøve sig frem. Det kan f.eks. være med renseprøver, hvor forskellige rensemidler prøves af for at finde én, der ikke ødelægger materialet, men nogle gange kan det være, der ikke er udviklet et til lige præcis dét materiale. Det kan betyde, at man som konservator i nogle tilfælde er nødsaget til kun at konservere meget overfladisk. Hvis en rensning ikke er muligt, sørger de derfor bare for, at værket i det mindste ikke bliver mere skadet, end det er i forvejen.

Hvis du synes konserveringsbrancen lyder spændende, kan du læse mere om Konservering VEST her og ellers læse om konservatoruddannelsen her.