De fleste har oplevet at få 7, hvad end det er i gymnasiet eller på universitetet. Måske de fleste også har oplevet skuffelsen ved at få 7. For 7 er en ret middelmådig karakter. Det er et klap på skulderen. Det er en “7 er jo ikke dårligt!”-karakter, og det er rigtigt. 7 er ikke dårligt. Det er bare heller ikke altid super godt.
Med ugens svar fra diverse uddannelser og universiteter, de sidste eksaminer, der stadig puster mig i nakken, og en pensumliste til det kommende semester, der for nyligt er tikket ind i min indbakke, føler jeg, at dette måtte være et relevant emne at tage op: følelsen af at være en 7-tals-pige.
Det er som om, at 7-tallet forfølger mig nærmest uanset hvor meget tid og hvor mange tårer, jeg lægger i mit arbejde. Det er at finde hele vejen ned gennem mit STX-eksamensbevis, og selvom jeg nok mener at have udviklet mig, er det stadig at finde i mine eksaminer fra universitetet – og vil formegentlig stadig dukke op fremover. Selvom jeg efterhånden har lært (eller rettere, lærer) at acceptere at være en 7-tals pige, efterlader det mig stadig med spørgsmålet om min akademiske vandren. For det er som om, der er gået inflation i universitetsuddannelser, og kan det virkelig passe, at vi alle skal være akademikere? Og hvad skal man overhovedet bruge sin uddannelse til, hvis man kun formår at være middelmådig til den?
Som sagt er 7 ikke nogen helt dårlig karakter. Men med adgangskravene til de “seje” universitetsuddannelser kan man alligevel godt godtage, at man ikke kommer særlig langt med et 7-tal. For nej, 7 er ikke tilsvarende det gamle 8 – 7 er ikke en flot karakter. Det er tilsvarende med, når man græder, og folk spørger, hvordan man har det og trækker på skulderen – 7 er “fint”. Og “fint” kan være nederen, fordi “fint” er så bredt og faktisk ikke siger særligt meget om hverken arbejdsindsats eller resultatet af den. Det forbliver bare et træk på skuldreren. I gymnasiet kom det sågar ud på et “lille 7-tal” eller et “stort 7-tal”, pil op eller pil ned, men hvad er det i den virkelige verden, hvor 7 bare er et tal, og der hverken bliver knyttet nogen kommentar eller venlige smil med på vejen?
Igen er det vigtigt for mig at understrege, at 7 stadig er en god karakter for nogen – og selvfølgelig kan det også handle om, hvorvidt der er tale om ens yndlingsfag eller den forelæsning, der bare handler om at møde op. Men jeg er et produkt af tiden. Mit værd bliver vejet i tal – nærmest hvad end det er på badevægten eller i antallet af følgere og likes på min Instagramprofil. Men det er en anden snak. Derfor, når jeg knokler røven ud af bukserne, fordi jeg, ligesom resten af min generation, er blevet fortalt ikke at tage til takke med middelmådighed, hvilket ligeledes kan være årsagen til den udløsning af stress og depressioner, der florerer i samfundet og samtiden, er 7 sgu bare en pisse irriterende karakter. Den viser ikke min vilje eller motivation. Den viser bare min middelmådighed.
For at vende tilbage til min akademiske vandren er der såmænd ikke noget nyt i at karakter og karriere er symboler for succes. Problemet i dag er bare, at selvom der er massevis af universitetsuddannelser at tage af, er det stadig indenfor ét felt. Det handler om at kunne læse, skrive, forstå og formidle. Jeg læser litteraturhistorie, fordi jeg grundlæggende har en interesse for litteratur, historie, kunst og kultur, men det er ikke nødvendigvis noget, jeg er god til. Det er vel bare en interesse. Universitetsuddannelsen er efterhånden som folkeskolen og gymnasiet – en almen dannelse. Men som tidligere viser den ikke nødvendigvis hvilke egenskaber, der ellers kunne være gavnlige i den virkelige verden eller i erhvervslivet. At man f.eks. er åben eller imødekommende, god til at arbejde, pligtopfyldende, ansvarsbevidst eller bare virkelig brænder for faget – sådan er det i hvert fald for nogle uddannelser. Samtidig tegnes der ligeledes et hierarki over uddannelser, hvor universitetsuddannelsen står suverænt stærkest, men samtidig negligerer og undervurderer værdien i service, restauration, byggeteknik og bagværk – for bare at nævne nogle stykker.
Måske det efterhånden er et spørgsmål om ikke bare at acceptere middelmådigheden i karakteren 7, men generelt at acceptere ”middelmådigheden” i livet. Måske det er okay ikke at have de store ambitioner eller tanker om sig selv, for det skal alt sammen nok gå, så længe man har gode venner og familie omkring sig, hvilket også, banalt set, var dét, der betød noget for mig, da jeg var mindre, og før, jeg blev ramt af voksenlivet. Hvem skulle man ellers flotte sine flotte karakterer og sin karriere for? Selvfølgelig skal man stadig blive ved med at drømme – og forfølge dem. Men der er ingen der siger, at drømme skal være uopnåelige, eller ligge øverst i det akademiske hierarki. Jeg ved heller ikke, om jeg er særligt ramt af tiden eller bare ramt af voksenlivet – og dermed har man selvfølgelig stadig et ansvar – og jeg vil gerne have mad på bordet, god mad, men hvad ville der ske, hvis jeg bare lod mig flyde med strømmen? Jeg har altid spist godt hos mine forældre – også selvom min mor “bare” er uddannet salgsassistent, og min far er skadedyrsbekæmper.
