Strandbaren befinder sig på Århus Ø, ved Pier 4, havnebassin 7. Det er ikke nemt at finde frem, men når du først er der, er det den lange gåtur og forvirring af stedsansen værd.

Strandbarens hjerte ”The Tiki Bar”, tilbyder drinks, til de priser drinks nu engang koster (mellem 60 og 80 kr), og tre øl for 100. Det er ikke ligefrem studentervenligt, men det glemmer man hurtigt når man først har sat sig i en strandstol, med solen i øjnene, sand mellem tæerne og lækker musik fra højtalerne. Derudover kan man også proppe sig med diverse snacks, og når køkkenet har åbent, er der sandwich, burger og salater. Udvalget kan man ikke klage over!

Der foregår forskellige aktiviteter i løbet af ugen, og alle disse bliver annonceret over Strandbarens facebookside. Af aktiviteter som foregår, kan blandt andet nævnes: Salsaundervisning, diverse work-out sessions, massage, streetbasket og volley turneringer. Volley-banen er desuden til fri afbenyttelse selvom baren er lukket. Det er også på facebooksiden man lige skal tjekke om der i det hele taget er åbent. Åbningstiderne er nemlig udelukkende baseret på, hvornår UV strålerne og varmen rammer Aarhus Ø.

Strandbaren er med sine alternative Miami-beach vibes og kølige drinks, bestemt et besøg værd i sommervarmen.

Besøgt af Silje Marie Schjødt

Hvor: Havnebassin 7, Pier 4.

Hvornår: Når solen skinner og varmen trænger sig på.

Hvorfor: Strandbaren lægger op til fællesskab og samvær, og det er netop sådanne tiltag en betongrå havn har brug for.

Mønt: Drinks: 60-80 kr. Andre drikkevarer (the, kaffe etc.): 15-35 kr. Mad: 40-65 kr. (gyldige priser i juli 2014)

 


website facebook