Metropol er Trøjborgs lokale biograf, der henvender sig til aarhusianere, som har lyst til at se kvalitetsfilm i hyggelige omgivelser. Biografen ligger i den ældste biografbygning i Aarhus, der åbnede helt tilbage i 1950. Med dens 5 nyrenoverede sale og foyer, hyggelige café og den flotte facade beklædt med et neonskilt med dagens program, lokker denne biograf sit publikum til at tilbringe en fin eftermiddag eller helaften i ægte gammeldags filmstemning. I caféen kan man passende nyde en kop kaffe, te, sodavand eller et glas vin eller en øl – enten før eller efter filmen, mens man fordøjer alle sanseindtrykkene.

 

For et års tid siden, trådte jeg ind i Metropols elegante forhal med en forventning om at blive beriget både intellektuelt og emotionelt, i forbindelse med forpremieren på Luc Bessons ”The Lady”. Forpremieren var blevet til i et samarbejde mellem Nordisk Film og Folkeuniversitetet under et koncept, de har valgt at kalde ”Vidensbiffen”. Med ”Vidensbiffen” forsøges det at forene viden og underholdning på en ny og spændende måde. Alle arrangementerne præsenteres, som noget særligt, med et kort foredrag af en ekspert, som herved kan forstærke filmoplevelsen ved fx at perspektivere til den historiske baggrund.

”The Lady” blev introduceret af Michael Gravers, lektor i antropologi og etnografi ved Aarhus Universitet, og som er specialist i Burma-problematikker gennem de sidste godt 40 år.

Jeg gik ud fra Metropol en stærk oplevelse rigere, som i hvert fald fik rykket noget ved mit eget verdensbillede. Så hvis du også er nysgerrig på verdens brændpunkter og samtidig godt kan lide at blive bevæget, giver Metropol dig med dette koncept en oplagt mulighed for begge dele!

Besøgt af: Cecilie Riedmann Harlund

Hvor: Tordenskjoldsgade 21, 8200 Aarhus N.

Hvornår: Biografen åbner hver dag kl. 15.

Hvorfor: Fordi du gerne vil unde dig selv en lidt mere autentisk biografoplevelse og se en film med noget på hjerte!

Mønt: Forestillinger før kl. 18: 75 kr. og efter kl. 18: 80 kr. (men med 15 kr. studierabat på alle ordinære forestillinger alle ugens dage). Og for de heldige der har Telia, kan man få to billetter til éns pris hver tirsdag.

 


Metropol Aarhus 70 13 12 11 email

website facebook