Højkant

Højkant

Ved Skt. Pauls plads ligger en butik fyldt op med de stærkeste kræfter inden for kreativitet. Højkant hedder den. Lige ved siden af busstoppestedet fører tre trin op ad trappen til nr. 11 og ind til et mekka af finurligt håndværk.

Da jeg åbner døren til Højkant, hører jeg den klassiske ranglen af en lille klokke, der hænger på døren og alarmerer de ansatte om gæster i butikken. Jeg bliver mødt af en storsmilende kvinde, som byder mig velkommen og spørger til, hvad jeg søger. Mens vi taler sammen, begynder hun at fifle lidt med nogle små strikvimpler ved disken.

Bag disken fører et par trin op til en smal gang, hvor smuk grafik og collager dekorerer væggene. De åbne rum på gangen fanger mit blik, der trods de få kvadratmeter bugner af aktivitet inden for forskellige grene af håndværk. Systematisk rod kalder man det nok.

Symaskiner, mannequiner og malergrej står fremme i arbejdsrummet og danner grundlag for mange af de ting, der sælges herinde. Jeg retter henvendelse til kvinden, som jeg havde forventet var ekspedient, men som viser sig at være designer, og spørger ind til, hvordan det her kreative cirkus egentlig hænger sammen.

Med stor passion fortæller hun, at dørene til Højkant blev åbnet for godt 5 år siden af en kompagnon og hende selv. Konceptet bygger på en sammenslutning af seks designere, der bruger stedet som værksted, samtidig med at de passer butikken.

For nogle af dem fungerer det som fritidsinteresse, mens det for andre er en fuldtidsbeskæftigelse. De er uafhængige af andre, hvilket gør, at de kan skabe præcis, hvad de har lyst til. Det gør butikken endnu mere spændende at besøge. Udover de seks designeres eget håndværk, som går lige fra grafik til lædersmykker og filtkurve, har de en del ”kommister” tilknyttet (folk med design i kommission).

Jeg er allerede blevet beriget af alle de indtryk, der svæver i den hjertevarme og kreative atmosfære hos Højkants entusiaster. Hvis du har en lidenskab for spændende håndværk, så giv dig i kast og lad dig forføre hos Højkant.

Besøgt af: Rasmus Johnsen

Hvor: Skt. Pauls Kirkeplads 11

Hvornår: Tirsdag-fredag 12-17.30 og lørdag 10-14

Hvorfor: Fordi det er en oplevelse, og du garanteret ikke går tomhændet hjem.

 

32134811 email

website facebook

Skriv en kommentar

Mit navn er Rune, og jeg er ejer af Det Bedre Selskab. Hos Det Bedre Selskab arbejder vi med online markedsføring. Som firmanavnet antyder, er vi... kreative til at finde på navne. Vores kreativitet, ærlighed og tillid til menneskeheden er med til at gøre os unikke.