En eksotisk oplevelse mødte mig i baggården på Vestergade 43, som forener café og boghandel i Filosofisk Center. Et billede på væggen siger alt: Sundhed for dig, mig og Jorden.

Duftene af japansk røgelse fra den filosofiske boghandel og en krydret madduft fra det økologiske, vegetariske og veganske Café Gaya kæmper om min opmærksomhed, da jeg finder inden for døren.

Store grønne planter har sin plads mellem borde og sivstole. Derudover fylder afslappet og eftertænksomt musik resten af rummet ud. Min tallerknen sprudler ved blandingen af forskellige grøntsager, og der er lige så meget knald på krydderierne som på de orange vægge. Hvis man er til den slags mad, så er der meget at vælge mellem i buffeten.

Caféens ejer, Juan de Elizalde, trisser rundt mellem bordene. Smager maden godt? Han kæler for sine gæster, som der er kælet for detaljerne på caféen. Skiltene har alle kærlige krøllede mønstre i kanten.

Stedet indbyder til, at man tager sig tid til at være her. Til at nyde det. Det virker på mig som om, de andre gæster også nyder at være her. Særligt dem, som har fået en plads i caféens plateau-hævede sofaarrangement i hjørnet lige ved siden af, hvor jeg har slået mig ned.

Ved disken står en såkaldt PiMag Waterfall vandbeholder med små sten i bunden. Det ligner nu bare nogle, man kunne finde på stranden, men de renser vandet, fortæller et skilt mig. Det skulle kunne styrke balancen. Jeg testede og stod på et ben før og efter et glas vand på opfordring af Mr. Gaya, og jeg indrømmer: Det virkede faktisk. Jeg tænker dog, at det lige så godt kan ligge i tankerne som i en egentlig forbedring af min balance.

Caféens ejer har store ambitioner om at udbrede økologien og gøre Vestergade til en økologisk gade. Derfor blev den første ØKOweekend afholdt på Café Gaya anden weekend i maj. Desuden  byder baggården også af og til på Musisk Fredag.

Besøgt af Nanna Jakobsgaard Nielsen

Hvor: Vestergade 43, Aarhus C.

Hvornår: Mandag-Fredag: 11.00-21.00. Lørdag: 10.00-21.00.

Hvorfor: Fordi du får en helhedsoplevelse med fuld knald på smag, sundhed og røgelsesdufte.

Mønt: Typiske cafépriser. Sandwichs 65-70 kr. Buffet 119-139 kr.

 


website facebook